Jens Bjerre, en nu afdød dansk forfatter, filmmand og globetrotter levede i en tid, hvor der stadig fandtes hovedjægere på Borneo og buskmænd i Kalahari. Titlen på en af hans bøger, 'Endnu lever eventyret', er værd at notere sig, når den foreslår, at eventyret lever, men på lånt tid. I vore dage, hvor vi med fly kan komme hurtigere til Afrika, end vi kan køre med tog fra Gedser til Skagen, og hvor internettet let bringer os hele verden – og himmelrummet med – ned til os fra cyberspace, er verden så flad og lillebitte, at den kan være i en bukselomme. Det betyder nem adgang til faktuel viden for mange mennesker, men det sløver også fantasien og nysgerrigheden og udhuler det personlige engagement, at tingene nu serveres så færdiglavet, skriver Jens Bjerre.
Det er let, i et svagt øjeblik, at ærgre sig over, at opdagelsesrejsernes tid desværre gik ens næse forbi, især hvis man er romantisk disponeret. Engang var der hvide pletter på landkortet mærket ’UKENDT’ for at fremhæve, at et fysisk sted nok var kendt af de lokale, men først rigtig opdaget når den hvide mand havde lagt vejen forbi og plantet sit flag. Nu finder vi næppe en landsby, selv ikke på den fjerneste Stillehavsø, uden paraboler på hustagene, Maggi-nudler i butiksudsalget eller børn iklædt Chelsea-fodboldtrøjer. Hvorfor overhovedet besvære sig med at rejse ud i verden, når klodens fjerneste afkroge for længst er opdaget, udforsket og beskrevet og nemt hentes ned til os fra de satellitter, der utrætteligt kredser omkring kloden og holder et vågent øje med alt og alle?
Lysten til at udforske og kampen om at være den første på et geografisk sted var ofte to sideløbende motiver for de første eventyrere. For norske Roald Amundsen, der som den første nåede Sydpolen, var kappestriden vigtig. Og er man besat af en lignende raptus, kan man altid finde på noget, ingen før har set nogen gøre. En svensker, Göran Kropp, med tilnavnen "Den galne svensken", valgte for eksempel at starte en solobestigning af Mont Everest ved først at cykle fra Helsingborg til Himalaya medbringende alt sit grej på en trailer. Bemærkelsesværdig entreprise, og måske med et skær af komik over sig – for hvad bliver det næste? Skal klodens bjergtoppe nu erobres i adamskostume, skal vi gå baglæns gennem Kalahariørkenen eller hoppe på tungen over indlandsisen?
Indrømmet, det er dubiøst at gøre sig klog på andres indre motiver, når man langtfra udtømmende forstår sin egen udlængsel og rejselyst. Hvad drev polarforskeren Knud Rasmussen ud på lange, opslidende slæderejser, James Cook over Stillehavet eller Wilfred Thesiger ud i det arabiske sand? Udsigt til omtale var vigtigt for dem alle – også fordi de behøvede offentlighedens bevågenhed for at finansiere deres rejser. Men havde de ikke tillige været ansporet af en dunkel, indre tilskyndelse, havde de nok fundet lettere veje til ærens mark.
Thesiger skriver i 'Arabian Sands', at for ham var eventyret noget personligt: ”Jeg rejste ikke gennem den arabiske ørken for at samle planter eller lave kort; sådanne gøremål var biprodukter. Jeg tog afsted for at finde fred i ørkenrejses strabadser og beduinernes selskab”. Sven Hedin, en berømt svensk kartograf, der i starten af det 20. århundrede rejste intensivt i Himalaya og Tibet, beskriver i bogen 'Transhimalaya', hvordan han sidder i sit trange arbejdsværelse hjemme i Stockholm og drømmer om ”ørkenens store frihed og de endeløse vidder mellem Tibets sneklædte fjelde” og om det berigende ved at ”underkaste sig det oprivende i en ny, lang og meget uvis afsked fra sit eget hjem”.
I rejsesammenhænge skal der i dag stedse mere til for at vinde offentlighedens bevågenhed, for konkurrencen er hård på fx de sociale medier, hvor et eksplosivt antal rejseglade løbende søsætter ’episke’ projekter. Det påfaldende er imidlertid, at i takt med, at det bliver sværere og sværere at få ørenlyd, bliver det så meget desto vigtigere at bemærke sig, at man kan drage på eventyr og opdagelse af andre gode grunde end det remarkable.
Det er let at sidde fast i den forestilling, at nem adgang til viden sløver fantasien, nysgerrigheden og engagementet, og at eventyrets dage derfor er talte. Men, når det kommer til stykket, er det vores eget ansvar, om vi vælger at se tingene som færdiglavede og tillade, at fantasien, nysgerrigheden og engagementet svækkes. Man kan altid – på linje med de store eventyrere – have sine egne personlige grunde til at rejse, grunde der ikke knytter sig til noget historisk, fx de store opdagelsesrejsers tid.
Det ahistoriske og tidløse er det, der aldrig går af mode, men gælder til alle tider, og selvfølgelig kan man fastholde, at det altid er godt og givende at rejse ud i verden for ved selvsyn at gå kloden og sig selv efter i sømmene – udvikle sine færdigheder, autonomi og karakterstyrke, træne sin selvtillid og dømmekraft; lære sig selv bedre at kende. Intet kan erstatte den personlige erfaring i en verden, hvor der fortløbende rulles pigtråd ud, plantes ligusterhække, og hvor fake news er, og altid vil være, en del af nyhedsstrømmen.
Aurelius Augustinus, der levede i det 6. århundrede, skriver: ”Folk rejser til de fjerneste hjørner af kloden for at undre sig over bjergenes højde, havenes tårnhøje bølger, flodernes lange løb og stjernernes cirkulære bevægelser. Men hvem de i grunden SELV er – det største af alle mysterier – forbigår de uden at undre sig”.
For den, der tør møde verden og sig selv med undren og nysgerrighed, er verden altid ny og råber på at blive opdaget. Hver især kan vi altid, og på egne vilkår, vælge at søge den ”fred i ørkenrejsens strabadser”, der drev Thesiger ud i det arabiske sand og Hedin gennem Tibet. Under din personlige rejse gør det hverken fra eller til, at kartografer for længst har opmålt alt mellem den fysiske himmel og jord, for rejsen til ”ørkenens store frihed” er ikke en rejse til et fysisk sted, men et hovedspring ud i det uvisse; en ny, frigørende måde at se verden på – en transformation.
