Rejseartikler / På cykel i Marokkos ørken

På cykel i Marokkos ørken

VAND - jeg længes efter, at der skal være behov for det.
(Sven Lindquist, Ørkendykkerne)
 
 
Det var sidst på dagen, og solen tabte sin varme i takt med, at den hastigt nærmede sig den vestlige horisont. Efter mange timers besværlig cykling ad et stenet spor, stod jeg nu ved bredden af saltsøen Lac Iriki og lod blikket vandre langs horisonten. Mod syd så jeg det sorte omrids af den savtakkede klippekam, som udgør den naturlig grænse til Algeriet, og mod nord, badet i den synkende sols appelsingule skær, bjergkæden Jbel Bani. Ret fremme mod øst øjnede jeg svagt de bløde konturer af Erg Chigaga, et område med vandreklitter på størrelse med Bornholm.
 
 
 
Efter et kort hvil genoptog jeg cyklingen, besluttet på at nå klitterne inden mørkets frembrud.
Efter formiddagens stenørken var det en sand lise at trille ubesværet over saltsøens faste overflade, hjulpet på vej af en svag brise fra vest. Det var vinter, og saltsøen var derfor tørlagt. Men i korte perioder forår og efterår falder regnen, og Iriki forvandles til et mudret vådområde, hvor flokke af flamingoer, ænder og gæs på træk ynder at gøre holdt, for at strække benene.

I telt ved Erg Chigaga

Kort før solen forsvandt, nåede jeg de første lave klitrækker. Her rejste jeg hastigt mit telt på læsiden af en større klit, samler brænde til et lille bål og begav mig så op i klitterne, for at nyde det bjergtagende landskab og den synkende sols funklende farvespil i sandet. Kulden kom krybende, så snart solen var væk, for der var kun få dage til juleaften. Men iklædt dunjakke, hue og uldne sokker, nød jeg en stille, stjerneklare ørkennat i soveposen. I mit telt denne aften reflekterede jeg over de valg og begivenheder, der havde ført til, at jeg nu befandt mig i en fjern afkrog af det sydlige Marokko, hvor alt liv præges af det tætte naboskab med det mægtige Sahara.
 
 
Jeg har besøgt Marokko flere gange, både cyklende og iført vandrestøvler. Under min første cykeltur i landet, for tre år siden, udforskede jeg området lige syd for Marrakesh og de nordligste skråninger nær Jebel Toubkal, det højeste bjerg i Nordafrika. På den tur havde jeg stået ved bjergpasset Tizi-n-Test og set mod syd og fornemmet, hvordan den tørre, rødlige ørkenslette mod syd havde trukket i mig.
 
Det område, der ved turens planlægning først og fremmest havde vagt min nysgerrighed, var en næsten ubeboet ørkenslette nær saltsøen Lac Iriki, klemt op i et hjørne afgrænset mod nord af bjergkæden Jbel Bani og mod øst af den frodige Draa-dal. Herfra og videre mod øst breder det mægtige Sahara sig helt til Det Røde Hav, kun afbrudt ad Nilen.
 
 
Fra garnisonsbyen Foum-Zguid, der afgrænser sletten mod vest, kan du kun komme videre østpå, hvis du er parat til at prøve kræfter med ørkenlandets stenede stier og sandede spor. Der er et par brønde i området, men er du ikke lokalkendt, bør du overlade vandet til geder og kameler. Så foruden proviant, telt og kogegrej lastede jeg cyklen med vand til de fire døgn, jeg regnede med, turen over saltsøen ville tage.
 
 
Efter natten i teltet startede jeg med at følge et spor langs klitternes nordside. Gang på gang sandede sporet dog til, så jeg fandt mig selv fanget i blindgyder omgivet af klitter til alle sider.
 
 
Lejlighedsvis dukker saltsøens hårde overflade frem, og jeg kunne cykle. Men det meste af dagen gik med at slæbe cyklen gennem det tunge sand.
 
 
Kameler i sigte

Midt på eftermiddagen, da jeg endelig slap fri af de sidste klitter, spottede jeg i det fjerne et hvidt objekt, der lyste op i den brune ørken, og jeg besluttede mig for at undersøge sagen. To familier bor stationært i området, vidste jeg, og ganske rigtigt, da jeg nærmede mig, forvandlede den hvide plet sig til et telt af den type, nomader bruger i Mongoliet og Centralasien. På dansk kaldes teltene  "jurter" og på mongolsk "ger".
 

Tre kameler stod på teltets skyggeside og gumlede tørt græs i sig, og en snavset knægt kom mig løbende i møde. Den vakse fyr spottede straks den Cola, jeg havde i en lomme i cykeltasken - og vupti, så skiftede flasken ejermand. Fra teltets indre dukkede nu knægtens mor eller søster op og vinkede mig hen til en brønd. Den klassiske udfordring i fattige lande, hvor vandets kvalitet er tvivlsom er, at man nødigt vil takke nej til gavmilde menneskers generøse tilbud, men lige så nødigt løbe den risiko at blive syg af snavset vand. Den erfarne britiske cyklist, Anne Mustoe, har lært mig at omgås dilemmaet: drik dit rene vand i cykelflasken, og fyld så flasken op med vand fra brønden. Senere, når den glade giver er ude af syne, drop da en jodtablet i vandet - og Voila, vandet er drikkebart efter få øjeblikke.

Den hellige oase (L'Oasis Sacrée)

Sidst på eftermiddagen nådede jeg L’Oasis Sacrée, hvor jeg havde set frem til at tilbringe natten. Desværre responderede ingen, da jeg bankede på den store port. Jeg parkerede derfor cyklen og begav mig afsted til fods, for at opsøge en lille militær udkikspost på en bakkeskråning i nabolaget. To unge drenge bemandede stedet. De var glade for mit besøg, for de kedede sig bravt. Straks de så mig, satte de vand over til myntete, Marokkos nationaldrik. Mens den ene dreng gik til brønden, for at fylde mine medbragte flasker, bredte den anden et tæppe og puder ud på den stenede jord.
 


Samtalen gik desværre tungt, for de talte kun lidt engelsk. Men jeg forstod da, at drengene arbejdede i en turnus på fire uger, og at den ene boede i byen Meknès langt mod nord.
Hvad et par drenge gør i et vagttårn midt ude i Marokkos ørkenen kan virke uforståeligt. Den algeriske grænse er imidlertid kun et stenkast væk, så måske har deres tilstedeværelse territorial signalværdi. Lidt som med vores Siriuspatruljer i Grønland.
Jeg spurgte drengene, hvorfor ingen svarede mig ved oasen, og om stedet ikke længere tilbød nattelogi. Jovist, det gjorde det. Stillede jeg mig parat ved porten sammen med gederne, ville vi i samlet flok blive lukket ind for natten.
 


Labbas Sbai, gedehyrden, var en gammel hippie, og sammen med sønnen var de to de eneste, som på det tidspunkt boede på stedet. Jeg rejste mit telt i et hyggeligt hjørne bag den lerklinede indhegning, hvor dagens varme fra solen stadig sad i sandet. Under et halvtag af visne palmeblade stod en gammel udtjent jeep, som nu var besat af en flok autonome katte.
 


Efter teltopslagningen viste hyrden mig gedefolden. De yngste af de små kid var kun få dage gamle. Hyrden blander sig aldrig i fødslerne, det klarer gedemor helt selv. Få timer efter fødslen er de små kid på benene. Mens jeg besigtigede herlighederne, anrettede hyrdens søn et bål nær mit telt, så jeg kunne holde varmen, når nattekulden sænkede sig.
 


Oasen dækker et område på femten hektar. Uden for muren er der en lille dam omgivet af en mindre palmelund. En gravet kanal leder vandet fra dammen under muren og ind til oasens mange daddelpalmer. Nede på bunden kan man klart se det livgivende vand pible frem fra undergrunden og danne små cirkler i sandet - det er oasens allerhelligste. Hver morgen, når solen kaster sit første lys på palmernes kroner, slipper hyrden gederne ud af folden. Mellem klipperne finder de lidt spiseligt, og ved dammen slukker de tørsten.
 


I gamle dage, hvor karavanetrafikken blomstrede, forsynede oaser som denne karavanedriverne med vand, mad og beskyttende ly for natten. En af fortidens vigtigste karavaneruter gennem Sahara forbandt den sagnomspundne by Timbuktu i Mali med Zagora i Marokko.
 
Timbuktu 1858, tegnet af den tyske opdagelsesrejsende Heinrich Barth (kilde: Wikipedia)
 
Det var en tur gennem sandet på to tusinde kilometer, der typisk varede to måneder. Fra Zagora fortsatte trafikken over Atlasbjergenes til Marrakesh, hvorfra varerne så sendtes videre til markeder i Europa. Da trafikken var på sit højeste, kunne en karavane bestå af op til flere tusinde dromedarer, medbringende guld, slaver og elfenben fra det sorte Afrika. Transporterne gik så retur med luksusvarer fra Romerriget og livsvigtigt salt fra miner i Algeriet.
 
 
Sidste dag på ørkensporet

Tidlig næste morgen bød Labbas på kaffe under en skyggefuld palme ved et plastbord fra Dyne Larsen. Den gamle hippie havde opholdt sig i Europa i de glade 60-ere. Trods tidens hash-tåger havde han heldigvis været åndsnærværende nok til lære sig både engelsk og tysk, så vores samtale gled forholdsvis ubesværet. Labbas Sabai er stået af ræset, tør jeg godt afsløre. Tiden går med te, kaffe og smøger - og med at passe porten, når gederne skal ud og ind morgen og aften. 
 
 
Mens vi nød kaffen, spurgte jeg Labbas til råds om vejen videre frem. Min oprindelige tanke havde været at følge et sport i retning mod sydøst, for at nå den lille flække M’hamid, 50 km længere fremme. Sporet er imidlertid ufremkommelig på cykel, fortalte Labbas, for pisten snor sig gennem høje klitter med løst sand. I stedet foreslog han mig at følge en smal sti, der ville bringe mig på en lidt mere nordlig kurs. Ruten var lidt længere, men bedre egnet til cykling. Han tegnede et fint lille kort til mig og tilføjede, at M`Hamid er et udsted, som ikke er værd at besøge – han var vokset op der. Jeg har en svaghed for ”udsteder, som ikke er værd at besøge”, men valgte alligevel at følge hyrdens råd. Undervejs ville jeg komme til en smukt savanne med akacietræer, hvor jeg så kunne tilbringe min sidste ørkennat i teltet. Gazeller, okser og bjerggeder græsser her og forsyner således områdets stribede hyænerne med... øh... frisk kød :-/
 
 
Som en sidste gestus forærede Labbas mig en stor pose dadler af egen høst. "De vil holde dig kørende i dagevis", forsikrede han mig. Dadler hører sig naturligt til på en ørkenfærd, så jeg modtog dem med tak.

Efter en fredelig nat i teltet på savannen - uden forstyrrende besøg af slanger, reptiler og sultne hyæner - nårede jeg næste dags middag landevejen mod Zagora. 3½ døgn havde det taget mig at krydse Lac Iriki fra vest til øst.
Fremme ved asfalten svingede jeg cyklen mod nord, og midt på eftermiddagen nåede jeg et lavt bjergpas, hvorfra jeg svagt kunne skimte Atlasbjergenes sneklædte kæmper langt mod nord. De skulle forceres ugen efter. Men først skulle jeg besøge Zagora i den frodige Draa-dal, filmbyen Ouarzazate og berberfolkets gamle magtbase i bjergbyen Telouet.

Jeg slap bremserne, og på frihjul gled jeg ned mod oasebyen Zagora. . .
 
 
Flere billeder i galleriet.
 
Læs også Torben Finn Laursens marokko-artikel "Kulturchok" her.