VAND - jeg længes efter, at der skal være behov for det.
(Sven Lindquist, Ørkendykkerne)
Det var sidst på dagen, og solen tabte sin varme i takt med, at den hastigt nærmede sig horisonten mod vest. Efter mange timers besværlig cykling ad et stenet spor, stod jeg nu ved bredden af saltsøen Lac Iriki og lod blikket vandre langs horisonten. Mod syd så jeg det sorte omrids af den savtakkede klippekam, som udgør den naturlig grænse til Algeriet, og mod nord, badet i den synkende sols appelsingule skær, bjergkæden Jbel Bani. Ret fremme mod øst øjnede jeg svagt de bløde konturer af Erg Chigaga, et område med vandreklitter på størrelse med Bornholm.
Efter formiddagens kuperede stenørken med udtørrede flodlejer var det en lise at trille ubesværet over saltsøens faste overflade, hjulpet på vej af en svag brise fra vest. Det var vinter, og saltsøen var derfor tørlagt. Men i korte perioder forår og efterår falder regnen, og Iriki forvandles til et mudret vådområde, hvor flokke af flamingoer, ænder og gæs på træk ynder at gøre holdt, for at strække benene.
I telt ved Erg Chigaga
Kort før solen forsvandt, nåede jeg de første lave klitrækker. Her rejste jeg i hast mit telt på læsiden af en større klit, samler brænde til et bål (stammende fra døde buske, der har været begravet under de vandrende klitter) og begav mig op i klitterne, for at nyde det bjergtagende landskab og den synkende sols funklende farvespil i sandet.
Kulden kom krybende, så snart solen var væk, for der var kun få dage til juleaften. Men iklædt dunjakke, hue og uldne sokker, nød jeg en stille, stjerneklare ørkennat i soveposen. I mit telt denne aften reflekterede jeg over, hvad der havde ført til, at jeg nu befandt mig i en fjern afkrog af det sydlige Marokko, hvor alt liv præges af det tætte naboskab med det mægtige Sahara. (Læs evt. mere om ørkenens tiltrækningskraft
her.)
Da jeg besøgte Marokko første gang, for mere end 15 år siden, var det kærlighed ved første blik. Specielt Atlasbjergene og det golde ørkenland længst mod syd fascinerede mig. Siden da har flere gange genbesøgt landet, både cyklende og iført vandrestøvler. Under min første tur med cyklen begrænsede jeg mig til et område syd for Marrakesh ved de nordligste skråninger nær Jebel Toubkal, det højeste bjerg i Nordafrika. Sidst på den tur havde jeg stået ved bjergpasset Tizi-n-Test, med blikket rettet mod syd, og fornemmet, hvordan den tørre, rødlige ørkenslette, det stærke lys, den flimrende varmedis og det uendelige rum havde fyret op under min eventyrlyst.
Det område der - efter lidt research - først og fremmest havde vagt min nysgerrighed, var en næsten ubeboet ørkenslette nær saltsøen Lac Iriki, klemt op i et hjørne afgrænset mod nord af bjergkæden Jbel Bani og mod øst af den frodige Draa-dal. Herfra og videre mod øst strækker det mægtige Sahara sig helt til Det Røde Hav, kun afbrudt ad Nilen.
Fra garnisonsbyen Foum-Zguid, der afgrænser sletten mod vest, kan du kun komme videre østpå, hvis du er parat til at prøve kræfter med ørkenlandets stenede stier og sandede spor. Der er et par brønde i området, men er du ikke lokalkendt, bør du koge vandet før brug, hvad der besværligt, eller overlade det til geder og kameler. Foruden proviant, telt og kogegrej lastede jeg derfor cyklen med vand til de fire døgn, jeg regnede med, turen over saltsøen ville tage.
Efter natten i teltet startede jeg med at følge et spor langs klitternes nordside. Gang på gang sandede sporet dog til, så jeg fandt mig selv fanget i blindgyder omgivet af klitter til alle sider.
Nu og da dukkede saltsøens hårde, fugtige overflade frem, så jeg kunne cykle. Men det meste af dagen gik med at slæbe cyklen gennem det tunge sand.
Kameler på sporet
Midt på eftermiddagen, da jeg endelig slap fri af de sidste klitter, spottede jeg i det fjerne et hvidt objekt, der lyste op i den brune ørken, og jeg besluttede mig for at undersøge sagen. To familier bor stationært i området, vidste jeg, og ganske rigtigt, da jeg nærmede mig, forvandlede den hvide plet sig til et telt af den type, nomader bruger i Mongoliet og Centralasien. Dem vi på dansk kalder for "jurter".
Tre kameler stod på teltets skyggeside og gumlede tørt græs i sig, og en snavset knægt kom mig løbende i møde. Den vakse fyr spottede straks den Cola, jeg havde i en lomme i cykeltasken - og vupti, så skiftede flasken ejermand. Fra teltets indre dukkede nu knægtens mor eller søster op og vinkede mig hen til en brønd. Den klassiske udfordring i fattige lande, hvor vandets kvalitet er tvivlsom er, at man nødigt vil takke nej til venlige menneskers hjælpsomhed, men lige så nødigt vil løbe den risiko at blive syg af snavset vand. Den erfarne britiske cyklist, Anne Mustoe, har lært mig at omgås dilemmaet fornuftigt: drik dit rene vand i cykelflasken, og fyld så flasken op med vand fra brønden. Senere, når den glade giver er ude af syne, drop da en jodtablet i vandet - og Voila, vandet er drikkebart efter få øjeblikke.
Den hellige oase (L'Oasis Sacrée)
Sidst på eftermiddagen nådede jeg L’Oasis Sacrée, hvor jeg havde set frem til at tilbringe natten. Desværre reagerede ingen, da jeg bankede på den store port. Jeg parkerede derfor cyklen og begav mig afsted til fods, for at opsøge en lille militær udkikspost på en bakkeskråning i nabolaget. To unge drenge bemandede stedet. De var glade for mit besøg, for de kedede sig bravt. Straks de så mig, satte de vand over til myntete, Marokkos nationaldrik. Mens den ene dreng gik til brønden, for at fylde mine medbragte flasker, bredte den anden et tæppe og puder ud på den stenede jord.
Samtalen gik tungt, for de talte kun lidt engelsk. Men jeg forstod da, at drengene arbejdede i en turnus på fire uger, og at den ene boede i byen Meknès længere mod nord.
Hvad et par drenge gør i et vagttårn midt ude i Marokkos ørkenen kan virke uforståeligt. Den algeriske grænse er imidlertid kun et stenkast væk, så måske har deres tilstedeværelse territorial signalværdi. Lidt som med vores Siriuspatruljer i Grønland.
Jeg spurgte drengene, hvorfor ingen svarede mig ved oasen, og om stedet ikke længere tilbød nattelogi. Jovist, det gjorde det. Stillede jeg mig parat ved porten sammen med gederne, ville vi i samlet flok blive lukket ind for natten.
Labbas Sbai, gedehyrden, var en gammel hippie, og sammen med sønnen var de to de eneste, som på det tidspunkt boede på stedet. Jeg rejste mit telt i et hyggeligt hjørne bag den lerklinede indhegning, hvor dagens varme fra solen stadig sad i sandet. Under et halvtag af visne palmeblade stod en gammel udtjent jeep, som nu var besat af en flok autonome katte.
Efter teltopslagningen viste hyrden mig gedefolden og forklarede mig, at de yngste små kid kun var få dage gamle. Hyrden blander sig aldrig i fødslerne, det klarer gedemor helt selv. Få timer efter fødslen er de små kid på benene. Mens jeg besigtigede herlighederne, anrettede hyrdens søn et bål nær mit telt, så jeg kunne holde varmen, når nattekulden sænkede sig.
Oasen dækker et område på femten hektar. Uden for muren er der en lille dam omgivet af en mindre palmelund. En gravet kanal leder vandet fra dammen under muren og ind til oasens mange daddelpalmer. Nede på bunden kan man tydeligt se det livgivende vand pible frem fra undergrunden og danne små cirkler i sandet - det er oasens allerhelligste. Hver morgen, når solen kaster sit første lys på palmernes kroner, slipper hyrden gederne ud af folden. Mellem sten og klipper finder de lidt spiseligt, og ved dammen slukker de tørsten.
I gamle dage, hvor karavanetrafikken blomstrede, forsynede oaser som denne karavanedriverne med vand, mad og beskyttende ly for natten. En af fortidens vigtigste karavaneruter gennem Sahara forbandt den sagnomspundne by Timbuktu i Mali med Zagora i Marokko.
Det var en tur gennem sandet på to tusinde kilometer, der typisk varede to måneder. Fra Zagora fortsatte trafikken over Atlasbjergenes til Marrakesh, hvorfra varerne så sendtes videre til markeder i Europa. Da trafikken var på sit højeste, kunne en karavane bestå af op til flere tusinde dromedarer, medbringende guld, slaver og elfenben fra det sorte Afrika. Transporterne gik så retur med luksusvarer fra Romerriget og livsvigtigt salt fra miner i Algeriet. Læs mere om Saharas karavanetrafik
her
Sidste dag på ørkensporet
Tidlig næste morgen bød Labbas på kaffe under en skyggefuld palme ved et plastbord fra Dyne Larsen. Den gamle hippie havde opholdt sig i Europa i de glade 60-ere. Trods tidens hash-tåger havde han heldigvis været kvik nok til at lære sig både engelsk og tysk, så vores samtale gled forholdsvis ubesværet. Labbas Sabai er stået af ræset, tør jeg godt afsløre. Tiden går med te, kaffe og smøger - og med at passe porten, når gederne skal ud og ind morgen og aften.
Mens vi nød kaffen, spurgte jeg Labbas til råds om vejen videre frem. Min oprindelige tanke havde været at følge et sport i retning mod sydøst, for at nå en lille flække, M’hamid, 50 km længere fremme. Sporet er imidlertid ufremkommelig på cykel, fortalte Labbas, for pisten snor sig gennem høje klitter med løst sand. I stedet foreslog han mig at følge en smal sti, der ville bringe mig på en lidt mere nordlig kurs. Ruten var lidt længere, men bedre egnet til cykling. Han tegnede et fint lille kort til mig og tilføjede, at M`Hamid er et udsted, som ikke er værd at besøge – han var vokset op der.
Jeg har en svaghed for ”udsteder" specielt, hvis de "ikke er værd at besøge”, men valgte alligevel at følge hyrdens råd. Undervejs ville jeg krydse en smukt savanne med akacietræer, hvor jeg så kunne tilbringe min sidste ørkennat i teltet. Gazeller, okser og bjerggeder græsser her og forsyner således områdets stribede hyænerne med... øh... frisk kød :-/
Som en sidste gestus forærede Labbas mig en stor pose dadler af egen høst. "De vil holde dig kørende i dagevis", forsikrede han mig. Dadler hører sig til på en ørkenfærd, og ville være et afvekslende supplement til mine dåser med sardiner, så jeg modtog dem med tak.
Efter en fredelig nat i teltet på savannen - uden forstyrrende besøg af slanger, reptiler og sultne hyæner - nåede jeg næste dags middag landevejen mod Zagora. 3½ døgn havde det taget mig at krydse Lac Iriki fra vest til øst. Fremme ved asfalten svingede jeg cyklen mod nord, og midt på eftermiddagen nåede jeg et lavt bjergpas, hvorfra jeg svagt kunne skimte Atlasbjergenes sneklædte kæmper langt mod nord. De skulle forceres ugen efter. Men først så jeg frem til at besøge Zagora i den frodige Draa-dal, filmbyen Ouarzazate og berberfolkets gamle magtbase i bjergbyen Telouet.
Jeg slap bremserne, og på frihjul gled jeg ned mod oasebyen Zagora. . .
Læs også Torben Finn Laursens marokko-artikel "Kulturchok"
her.
