REJSER / Rejsebreve fra Georgien / 1. Rejsebrev

1. Rejsebrev - mine først indtryk og oplevelser

Kutaisi, 9 sept. 2022
 
 
Efter de først ti dage på cyklen har jeg erfaret, at Georgien - Sakartvelo - som det hedder på georgisk - er et overvældende smukt land beboet af hjælpsomme mennesker. En gæst er en gave sendt fra himlen, ynder de at sige, og det motto forsøger de fleste også at leve op til. Allerede  på min vej ud gennem Tbilisi, landets hovedstad, blev jeg tilbudt kørelejlighed to gange. Jeg afslog venligt tilbudet, for ideen med min tur er jo, at jeg skal opleve landet set fra min cykelsadel og ikke gennem en bilrude. Men ok, måske får jeg senere brug for et lift på en stejl bjergvej. Jeg er trods alt ikke længere en grønskolling på kun 55 år :-)
 
Lidt geografi: Georgien er omtrent dobbelt så stort som Danmark, og man anslår, at der bor omk. 3,7 millioner mennesker i det bjergrige land. Det er en kristen kultur, men den er rig på indspark fra mange etniske folkeslag - georgiere, armenere, russere, jøder og aserbajdsjanere - og naturen er storslået og varieret. Et højland, der strækker sig langt ind i Armenien og Tyrkiet, dominerer den sydlige del af landet. Mod vest har vi den frodige Sortehavskyst, hvor det derfor regner en del, mod nord udgør bjergkæden Store Kaukasus den naturlige grænse til Rusland, og mod øst, langs grænsen til Aserbajdsjan, er klimaet tørt.
 
Under det nu hedengangne corona-påstyr drømte jeg ofte om igen at sidde på min cykel, sætte min egen dagsorden døgnet rundt og formidle mine indtryk og tanker med ord og billeder på min hjemmeside. Her kommer et udpluk af mine oplevelser fra de første dage på to hjul gennem den georgiske sensommer.
 
 
Så snart man er ude af Tbilisi, en travl moderne hovedstad, sænker freden sig. Her har jeg slået lejr ved bredden af Paravani, landets største sø. Efter 3 varme dage på cyklen, med op til 35 grader i skyggen, nød jeg et køligt søbad.
Ved søen ligger et par små bebyggelser, hvor folk lever af kvæg- og fårehold, som græsser på det åbne højland. Nomadene siges, at være armenere, hvis familier har levet i området i århundreder. Der fiskes også i søen, og ved en vejsidebod lykkedes det mig at få en grillet ørred til frokost skyllet ned med en kold øl.
 
 
I lighed med store dele af Europa har Georgien lidt under en lang periode med tørke. Græsset er afsvedet, vandstanden i søerne er lav og enkelte floder er næsten tørlagte.
 
 
På en solafsvedet slette ved søen kom en flok stridslystne fårehunde styrtende imod mig. En hyrdedreng var heldigvis vaks: et lille pift fra ham og hundene var blide som påskelam. Hundene er trænet til at beskytte deres fåreflok, og alt, hvad der bevæger sig er en trussel - bjørne, ulve, biler og cyklister...
 
- du skal bare sørge for, at cyklen er mellem dig og hunden.
Lyder et velmenende råd på nettet.
- jo tak, men der var 3 hunde! 
 
Sådan skal rigtige fårehunde se ud, tak!
 
Aftenen op til min overnatning ved Paravanis søbred trak mørke skyer ind over området, men det forblev tørvejr. Godt for campister, men skidt for fåreavlerne.
 
 
Georgien er et af de ældste kristne lande i verden. Kirker og klostre har man strøet ud over det hele med rund hånd. Typisk ligger de på de mest billedskønne lokationer, dvs. højt oppe i de frodige bjerge, eller på dramatiske klippefremspring.
 
Det lille kloster herunder med tilhørende kirker hedder Sapara og stammer fra det 9. årh. Klostret ligger højt oppe på en skovklædt bjergskråning tæt på grænsen til Armenien, og det benyttes stadig af en lille flok ortodokse munke. En luksustilværelse for de få, far from the madding crowd...
 
 
 
 
I 1200 år har dedikerede pilgrimme sat deres fedtede fingre på bygningens ydre. Indvendigt er kirkerummet smykket med kalkmalerier og ikoner. Jeg snusede rundt en rum tid på stedet og nød den helsebringende stilhed. 
 
 
I en snæver kløft lidt sydøst for Sapara-klostret, og højt oppe på en lodret klippevæg, hænger "hulebyen" Vardzia. Den bliv bygget som tilflugtssted i urolige tider,  fx da mongolerne hærgede området i det 12. århundrede. Senere blev hulerne benyttet af munke. I dag er det et tilløbsstykke for os turister.
 
 
 
Hjemmefra havde det været min tanke at køre vestover og runde Sortehavet, for så først herefter at køre mod nord til Kaukasus. Een ting er imidlertid at sidde hjemme på kontorstolen og drømme stort og langt, noget andet er at sidde på cykelsadlen og træde fysisk i pedalerne, svedende  på en stejl bjergvej. Efter mit besøg ved Vardzia, opgav jeg derfor Sortehavet, for i stedet at kører direkte til byen Kudaisi ved foden af Kaukasus. Vejen nordover går gennem den frodige, kuperede nationalpark, Borjomi. 
 
 
 
 
 
Ved en lille samling huse på en bjergkam inviterede et ældre herre mig ind i et skur, hvor hans kone var i sving med at bage brød i en primitiv brændeovn. Det friske lune brød ("puri" på georgisk) fik jeg serveret med gedeost og syltetøj, og manden fandt en flaske cha-cha frem; en sød likøragtig georgisk brændevin. Jeg tøvede lidt, for jeg skulle videre og finde mig en passende lejrplads inden mørket sænkede sig. Det endte dog med at vi skålede et par gange i likøren - gaumardjos!
 
 
Efter en kølig nat i skoven, rammer den lune morgensol endelig teltet.
 
Jeg er nu i byen Kutaisi, hvor jeg hviler ud et par dage med tag over hovet, varmt vand i hanen og internet-adgang. Næste destination: Svaneti højt oppe mellem Kaukasus' sneklædte tinder.
 
Mine øjne er trætte af skærmarbejde, så jeg vil slutte mit første brev her.
 
Bh
Claus
 
                                                    Læs 2. rejsebrev ---> her