Rejseartikler / På mountainbike i Himalaya

Gensyn med gudernes bolig

 
The mountains are calling and I must go.
(John Muir) 
 
                                    *      *      * 
 
I efteråret 2017 tog jeg til Indien med min cykel, for at køre en god månedstid i den indiske delstat Himachal Pradesh i Himalaya. Turen var tænkt som et gensyn med det Himalaya, jeg allerede besøgte første gang tilbage i 1999, og derfor kalder jeg denne rejseberetning for  "Gensyn med Gudernes bolig".
 
I dette korte uddrag fra min rejsedagbog, fortæller jeg om de bjergrige dage på min seneste tur. Ruten, der kan følges på det lille kort herunder, startede fra Manali i Kulu-dalen og sluttede i byen Chamba.
  
 
 
Men først lidt overvejelser om...
 
cykelruter i den vestlige del af indisk Himalaya:
 
Går du med planer om at cykle i den vestlige del af indisk Himalaya, opdager du snart, at der findes et par ruter, eventyrlystne cyklister ofte - og med god grund - foretrækker. Den første, og vel nok mest populære rute, bringer dig fra bjergbyen Manali nordpå til Leh, hovedstaden i Ladakh, Indiens nordligste provins. Turen er særdeles krævende, for undervejs skal du forcere en række mægtige bjergpas, hvor det højeste, Tang Lang La, sender dig mere end fem kilometer til vejrs. Har du lyst og mod på mere, kan du fra Leh fortsætte mod vest til Srinagar, hovedbyen i indisk Kashmir, og returnere til lavlandet i syd via byen Jammu. Den samlede tur er på små 1000 km. Bemærk, at vejene kun er åbne og farbare i sommerhalvåret, dvs. fra maj til november.
 
En anden, og kulturelt set meget eksotisk rute, er en rundtur gennem de tre dalstrøg Kinnaur, Spiti og Lahaul, beliggende i den østlige del af delstaten Himachal Pradesh. Området har meget tilfælles med Tibet, den store nabo mod øst, for landet er goldt, koldt og ørkenagtigt, og folk dyrker lamaismen, en afart af buddhismen. Undervejs kan du besøge en række spændende klostre, fx Key, Tayul og Tangyud gompa. Det er oplagt at starte fra bjergbyen Shimla, briternes sommerhovedstad i imperietiden, og køre mod nordøst langs Sutlejfloden til byen Reckong Peo. Herfra videre mod nord og nordvest gennem en række mindre bosættelser til Kaza, områdets administrative center. Fra Losar, en lille bebyggelse lidt højere mod nord, fortsætter du mod vest, hvor du forcerer de to bjergpas Kunzum og Rohtang, inden du slutteligt ruller ned til Manali i Kuludalen. Vær opmærksom på, at udlændinge kun må færdes langs grænsen til Tibet med tilladelse fra myndighederne. Som det er nu, kan du få de nødvendige stempler til dit pas undervejs. Rundturen er på ca. 800 km.
 
Jeg var længe opsat på at gennemføre denne rundtur. Imidlertid havde jeg i praksis kun tre uger til min rådighed, og da jeg samtidig ønskede at gense et par steder, jeg besøgte for 25 år siden, hvor jeg også var cyklende, valgte jeg at skræddersy min egen rute. Jeg ville starte i storbyen Chandigarh, beliggende ved foden af Himalaya, køre nordpå til Shimla og videre til Manali i den frodige Kuludal. Herfra ville jeg fortsætte ad vejen mod nord op til passet Rohtang og videre ned til floden Chandra. I dalens bund slår vejen et sving mod vest og følger så floden i strømmens retning frem til Keylong, den største bebyggelse i distriktet Lahaul.
 
Fremme i Keylong ville jeg tage bestik af situationen. Og skønnede jeg, at min fysik kunne stå distancen, og tillod vejret og tiden det, ville jeg fortsætte mod vest ad et stenet hjulspor til landsbyen Killar. Herfra var det så min tanke at returnere til lavlandet mod syd via bjergpasset Sach. Passet er ikke blandt Himalayas højeste, men det ligger dejlig fjernt fra alfarvej og er heldigvis temmelig bøvlet og besværligt at krydse på cykel. Besværligt skal det naturligvis være, for finder du en vej uden forhindringer, fører den ingen steder hen. . .
 
Mod passet Rohtang

Klokken er syv morgen, og det regner stadig lidt, da jeg spænder bagagen på cyklen og forlader bjergbyen Manali. Et par regnfulde dage har opholdt mig i byen, men nu lover vejrguden bod og bedring, så jeg kan fortsætte min rejse mod nord langs floden Beas. Dagens etape bliver, bogstaveligt talt, et højdepunkt på min tur, da jeg satser på at nå bjergpasset Rohtang sidst på denne dags eftermiddag.
 
Efter landsbyen Vashisht, hvor et lille vejskilt fortæller mig, at der er 45 km til passet, begynder vejen for alvor at sno sig op af den skovklædte bjergside i store, dovne hårnålesving.
 
 
Midt på formiddagen stopper regnen, og solen dukker frem fra sit skjul bag skyerne. Jeg standser, sætter mig på en sten og finder lidt mad og drikke frem. Det skarpe lys funkler i de våde nåletræer, og vejbanen damper af fugtighed. Mod syd hænger et tæppe af skyer lavt over Kulu-dalen, og en bjergryg mod vest står pyntet med sne fra de sidste dages nedbør.
 
Længere oppe blokerer et jordskred vejen og bringer al motoriseret trafik til standsning. En gravko er allerede på pletten, og der arbejdes ivrigt på at rydde kørebanen. Folk i bilerne væbner sig med tålmodighed. Jeg lister mig forbi køen af biler, modtager et kort nik fra manden i gravkoen, og trækker så mit praktiske lille køretøj gennem sølet. En ung mand på motorcykel følger mit eksempel. En time senere indhentes vi af ”færgetrækket” fra jordskredet. De dytter ivrigt, og jeg vinker venligt - pudsigt som en tilfældig lille episode knytter mennesker sammen i et kort øjebliks fællesskab.
 

Da jeg cyklede i Himalaya for snart 25 år siden, havde jeg de fleste bjergveje næsten for mig selv. I dag er der ofte meget trafik. En del bjergbønder ejer nu små varebiler, og Indiens nyrige middelklasse har taget privatbilismen til sig og fået tid og råd til at tage på tur. En udflugt op til fx Rohtang La er meget populær i sæsonen, specielt når det rygtes i lavland – hvor temperaturen ofte runder 30 grader – at der er kølende, eksotisk sne oppe i passet.
 
 
Midt på eftermiddagen når jeg trægrænsen, og bjergsiden står nu gold, stenet og vindblæst. Vest for vejen klukker den lille Beasflod, der fødes nær passet fra en kilde på bunden af en sø. Fra toppen af passet løber den sydpå gennem Kuludalen for senere at støde til den store flod Sutlej, der udspringer ved det hellige bjerg Kailas dybt inde i Tibet, et af den tibetanske buddhismes vigtigste pilgrimssteder. Engang var den nedre del af Beasfloden hjem for en lille bestand Indusdelfiner, nu er de beklageligvis forsvundet, ligesom bestanden i Indusfloden.

Stupaer og bedeflag

Et par vejsving højere oppe ruller jeg ind i Marhi, en lille bebyggelse med et gæstehus og et par cafeer, såkaldte ”dhabas”. Stedet virker temporært og kulisseagtigt, for byen holder lukket i vintermånederne, hvor hele området skjules under et flere meter tykt snetæppe. Jeg vælger en tilfældig dhaba, sætter mig i solen og bestiller lidt mad. På en lille høj nær bebyggelsen står en tibetansk Stupa, og et par ranker med bedeflag, fastgjort til stolper, slår i vinden.
 

En stupa var oprindelig et gravmonument, men senere blev den et helligt pilgrimssted. Tilbederne vandrer omkring den med urets retning for at vise Buddha respekt, og de ofrer blomster eller tænder et lys ved de små altre med buddhafigurer, der er placeret ved stupaen.
 
En del langhåret buddhistisk teologi er forbundet med Stupaer. Først og fremmest står monumentet for buddhisters tro på, at de kan undslippe, hvad man kalder, ”genfødslens lidelsesfulde kredsløb”, Samsara. Ved at følge den såkaldte ”Otteledede Vej” og tilegne sig ”De Fire Ædle Sandheder” kan den søgende lidt efter lidt ”udvide” sin bevidsthed og undslippe Samsara. Stupaens sokkel repræsenterer de lavere bevidsthedsformer og spidsen den ypperste oplysning og frihed, Nirvana. Indenfor Buddhismen findes naturligvis et hav af skoler, for ganske som i andre religioner, er de lærde naturligvis uenige om, hvad der er ret og sand lære.
 
Bedeflag ses kun i den tibetanske udgave af buddhismen. Det er flag i forskellige farver påtrykt mantraer, bønner eller symbolske figurer, fx ”vindheste”. Du ser dem overalt i Himalaya, hængende i guirlander på bjergkamme eller ved templer, klostre og andre helligdomme. Når vinden slår i flagene, spredes flagenes hellige kraft til omgivelserne og bringer således velstand, lykke og godt helbred til alle levende skabninger. Det er en smuk tanke, og ’mekanikken’ ser ud til at virke, for stemningen i Marhi er bestemt positiv, og hundene tøffer dovent rundt eller daser i solen, uden at kende det mindste til det ”hundeliv”, andre indiske hunde ofte må tage til takke med.

Fra Rohtang-la til Keylong

Lidt før toppen opsluges jeg af den sky, som har hængt over passet det meste at dagen. Vinden tager til i styrke, og temperaturen falder mærkbart. Jeg stopper og finder mit varme og vindtætte tøj frem. Passet, der ligger 4000 meter oppe, er berygtet for sit lunefulde vejr – selv om sommeren kan en snestorm rase. I gamle dage, hvor man rejste ad smalle bjergstier med heste og muldyr, kunne en tur udvikle sig fatal, hvis man blev fanget i sneen oppe ved passet. Ordet ”Rothang” stammer fra tibetansk og betyder ”stakke af lig”, så er der ligesom vinket med den vognstang! I dag, hvor vi har satellitter, smarte telefoner og bæltekøretøjer, er turen over passet knap så ”eventyrlig”, hvad man så kan besynge eller måske beklage en smule, alt efter temperament.
 

Da jeg slipper bremserne og forlader passet, bemærker jeg den sorte sky som hænger over dalen mod nordøst. De første mange kilometre nyder jeg friløbet, og skyen holder sig beskedent i baggrunden. Længere nede har kraftig monsunregn tidligere på måneden imidlertid skyllet en god bid af vejen i floden. Store maskiner er i gang med at grave et spor gennem de enorme jordbunker. Og ja, da fanden så tager ved min sorte sky, og regnen tordner ned over vejen, forvandles alt til en stor rødbrunt suppe.
 
Mine sko bliver hurtigt gennemblødte, og vanterne hjælper mig kun lidt, nu hvor temperaturen næppe er mere end 5 grader. Jeg forsøger at blive på cyklen, men det er vanskeligt at holde den på ret køl. Det bekymrer mig, at jeg ikke kan se de huller og sten, som skjuler sig under det sejlende tæppe af mudder, for jeg vil nødigt ende op med et skævt eller knust hjul. En gravko, som har bakset med jordskredet hele dagen, har fyraften og kører nu mod floden. Jeg glider ind bag maskinen og lægger mig i det spor, de brede dæk kortvarigt efterlader i sølet.
 

Kort efter mørkets frembrud ruller vores lille mudrede karavane ind i Khoksar, en mindre samling huse ved Chandraflodens bred. I en baggård til en dhaba har to unge mænd fundet logi for natten. Nu står de i regnen og losser grej af deres motorcykler. Jeg trækker cyklen ind i gården og parkerer den under et lille halvtag, og en ung pige anviser mig herefter et lille lavloftet rum, hvor der står et par senge belagt med snavsede vattæpper. Gulvet er lerklinet og væggene gule af fugtskjolder og fedtpletter. Fra en revne i loftet drypper det lystigt ned på en af sengene. Toiletkummen er revnet, brættet mangler og badet er en spand med iskoldt vand. Ude i gården flyder en stabel snavset service under en dryppende vandhane. En fed rotte, som ikke tage notits af mig, fornøjer sig med de madrester som sejler ved kloakristen. Jeg tager en dyb indånding og sætter tingene i perspektiv: et klamt lille nattelogi, med dubiøse sanitære forhold, er lidt af et scoop, når alternativet er en teltslagning i kulde, mørke og silende regn.
 


I nattens løb slår vejret om, så da jeg vågner næste morgen, er det med udsigt til en næsten skyfri himmel og perfekt cykelvejr. Sporet følger floden og landskabets naturlige konturer på sin vej mod Keylong, og jeg nyder det storslåede landskab. I en smal sidedal mod syd ser jeg spidsen af en lille bræ, som stikker sin kolde tunge frem mellem to bjergvægge. Den kommer fra toppen af Shikar Beh, det højeste bjerg i området.
 

Det undrer mig lidt, at jeg har kørebanen næsten for mig selv og ikke ser et eneste militært køretøj. Vejen mellem Manali og Leh blev nemlig bygget af militærstrategiske grunde. Det nordligste af Indien grænser op til både Kina og Pakistan, og grænsedragningen er på ingen måde fastlagt. I 1962 udkæmpede Kina og Indien en blodig lynkrig i en disput omkring grænsen til Tibet. Og siden Indien blev fri for England i august 1947, og Pakistan grundlagt, har Pakistan været utilfreds med, at en del af det muslimske Kashmir tilfaldt Indien. Den konflikt har talrige gange udløst både krige og terrorhandlinger i grænseområdet mellem de to lande. For eksempel i 1998, hvor kashmiri separatister skød og dræbte 35 indiske vejarbejdere nær byen Chamba.
 
Lidt før jeg når Keylong, dukker to cyklister op fra nord, og vi falder naturligvis i snak. Det er et ungt par fra Tyskland der fortæller, at de startede deres tur med at køre fra Srinagar i Kashmir til Leh, provinshovedstaden i Ladakh. Efter talrige dage på cyklerne, ser de nu frem til at nå Manali. Jeg fortæller dem om muddersølet på min vejen ned fra Rhotang, og vi diskuterer muligheden for at kaste cyklerne på ladet af en bil, for de skal uundgåeligt den vej op. Men snakken er nok mest på skrømt, da disse to garvede rotter i cykelfaget sikkert er på det rene med, at æbletærten på café Shivas i Manali smager temmelig meget bedre efter en god strid kamp med en stiv modvind, et muddersøle og et par stejle bjergpassager. 

Langs floden Chenab til Udaipur

Jeg nyder et par cykelfrie (og velsmagende) dage på Sumrila Guest House i Keylong, men vinker så farvel til drengene i køkkenet og ruller på frihjul tilbage mod Tandi. Lidt før de to floder Chandra og Bhaga løber sammen og bliver til Chenab, svinger en smal vej af mod vest. Jeg sætter cyklen i laveste gear, og et par stejle vejsving senere ruller jeg ud på et plateau højt over floden. Vejen, nu nydeligt belagt med pletfri asfalt efter alle fremskridtets forskrifter, skråner let og følger flodens løb mod vest. Med solen i ryggen og båret frem af en let brise fra øst har jeg god tid til at studere områdets kultur og usædvanlige skønhed og stoppe for at fotografere.
 

Dalen hedder nu Pangi, og folk her lever af agerbrug. På små velordnede markstykker langs flodbredden dyrker de æbler, majs, kål, salat, raps og kartofler. Overalt i dalen er der aktivitet: nogle vasker tøj i en lille bæk, andre passer små flokke med geder, og atter andre slæber kasser med æbler og sække med kartofler op til vejen, hvor det hele stilles klar til afhentning. En kvinde høster en mark med et segl; hun har mark nok til flere uger. Ingen brug for jogging og fitnesscentre her! Men måske nok en kiropraktor i ny og næ :-)
 

Tidligt på eftermiddagen når jeg landsbyen Udaipur, hvor jeg straks finder byens lurvede hotel. Efter et koldt bad og en kort lur på værelset går jeg ned på gaden for at finde lidt mad. På et lille spisested beværter et venligt ældre par mig med stegte nudler og lækre tibetanske momoboller; små dampede dejboller med kød- eller grønsagsfyld.
 
Udaipur er en støvet og slidt lille by, som mest minder mig om landsbyer i Bolivia eller Marokko. Stemningen er imidlertid fin, og i skumringstimen er mange ude på gaden for at promenere og konversere med venner og naboer. Folk er relativt fattige her, men de ser ud til at få det bedste ud af deres vilkår.
 


Udaipur huser et berømt hindutempel, som også buddhister valfarter til. Templet hedder Markula Devi og er dedikeret til gudinden Kali. Det er en robust og smuk konstruktion bygget op omkring et bindingsværk og med et tag af træflis.
 
Gudinde Kali er en central guddom i hinduernes brogede tankeverden. Med sine guddommelige kræfter suger hun al dårskab, hovmod og egoisme ud af dem, der kommer for tæt på hende. Om halsen bærer hun en drabelig lang kæde af afhuggede hoveder – en slags trofæer, kan man sige. Hvert hoved repræsenterer nemlig et ego, hun har fravristet et menneske...

Bjergtaget!

Efter en anstrengende tur på 80 km og 8 timer i sadlen bor jeg nu på Ray Hotel i landsbyen Killar. Det er mørkt udenfor, og jeg ligger på min seng og venter på, at hotellets kok gør maden færdig, så jeg kan nyde det måltid, jeg har glædet mig til i mange timer.
 
Da jeg i morges forlod Udaipur, forvandledes dalen snart til en smal slugt, der pressede Chenabs vandmasser ind mellem to næsten lodrette klippevægge. Dalens sider var nu for stejle til opdyrkning, og områder med fyrskov overtog så scenen. Himalayas fyrretræer er naturligvis mægtige, for de skal passe til omgivelserne. Det er ikke usædvanligt, at stammen på et træ er 3 meter i diameter, og ofte skyder det 50 eller 60 meter til vejrs. Det særlige fyrretræ, Deodar, gror kun i Himalaya, og på sanskrit betyder det ”gudernes træ”. Et velvalgt navn, når nu det gror i dalstrøg mellem ”gudernes boliger”.
 

Turen i dag har været en af de smukkeste og mest spektakulære, jeg nogensinde har kørt på cykel. Den dramatiske natur her er så brutal og storslået, at den kun rigtigt kan opleves på traveben. Eller på cykel. Siddende på cyklen er man i kontakt med omgivelserne og ikke bare tilskuer. Fornemmelsen af at være tæt på kan være temmelig overvældende, når bjergsiden falder 100 meter lodret mod floden kun en halv meter fra forhjulet. Sporet, der nu og da løber højt over den brusende Chenab, er visse steder hugget og sprængt ud af klippen.
 
 
Flere steder krydser det små bifloder, eller det slynger sig op gennem en smal sidedal, for at slippe over en biflod via en smal bro. Enkelte steder vælger vandet for en stund at bemægtige sig sporet, indtil bækken selv finder anledning til at smutte ud over vejsiden og ned til floden. 
 

Kurs mod passet Sach

Jeg forlader Killar meget tidligt, for jeg har en lang dag foran mig. I det første morgenlys krydser jeg Chenab af en spinkel hængebro. For en tid har floden været min trofaste rejsekammerat, men nu skilles vores veje. Jeg skal mod syd op til passet Sach og retur til lavlandet. Chenab vil mod vest, hvor den slutteligt lader sig opsluge af den mægtige Indusflod dybt inde i Pakistan.
 
Vi er alle glade for den nye bro...

Den nedre del af dalen op mod passet er dækket af tæt skov. Mellem træerne vokser mos og bregner. Tyngdekraften hjælper små bække med at finde vej til dalbundens lille smeltevandsflod. Floden fødes af den sne, der stadig ligger oppe i højderne. Det er sidste vinters sidste sne, men allerede fra midten af oktober vil ny sne falde og blokere passet frem til juni næste år. Jeg fylder mine flasker med krystalklart drikkevand fra en lille bæk i skovbunden og fortsætter min kørsel op mod den blå himmel.
 

Da jeg når trægrænsen, lukker dalen sig om mig. En næsten lodret klippevæg ekspederer mig op på en smal hylde højt over smeltevandsfloden. Sporet er stenet og stejlt, og gang på gang må jeg opgive at cykle for i stedet trække cyklen, hvilket ikke er meget nemmere. Et lille vandfald tager sig den frihed at sjaske umotiveret ned på hjulsporet. Men der er en mening med galskaben, for solens spil i dråberne danner en fin lille lokal regnbue. Jeg sniger mig forbi strålerne tæt langs klippevæggen og slipper nogenlunde tørskoet videre.
 
 
Midt på eftermiddagen slipper klippen sit faste tag i sporet, og jeg ruller ud på et lille grønt dalstrøg. I et telt opslået ved vejsiden tilbydes mad og drikke til de vejfarende. Jeg stopper og får mig et tiltrængt måltid mad og fire kopper mælke-te tilsat to kilo sukker. En flok unge mænd på motorcykler strækker benene foran teltet. De kommer fra passet og skal ned til Killar og videre mod Keylong.
 

Den unge mand Viskas ejer den lille dhaba, og mens jeg kaster ris og gule linser i mig, fortæller han, at dalen hedder Bagotu og ligger 3600 meter over havets overflade. Kun i den korte sommertid driver han sin forretning her; om fjorten dage, inden årets første sne falder, pakker han sit grej og flytter ned til familien. Vikas foreslår, at jeg overnatter i hans telt og gemmer bjergpasset til morgendagen. Det lyder både fristende og fornuftigt, men jeg er opsat på at krydse bjergkammen i dag og overnatte i mit telt på passets sydside, i håb om at opleve morgendagens solopgang.

Passet Sach – endelig!

Det stenede spor fortsætter ud i himmelrummet i det evindelige. Talløse gange tvinger trætheden og den tynde luft mig af cyklen; igen og igen står jeg i flere minutter og forsøger at genvinde fatningen. Seriøse symptomer på højdesyge forskånes jeg heldigvis for. Det er sent og den sidste sol næsten væk, da jeg endelig øjner vejen forsvinde i en spalte på højderyggen – og en halv time senere når jeg passet.
 
Endelig oppe ved bjergpasset Sach, 4400 meter over havets overflade. 
 
Et lille rødmalet hindutempel med bliktag og et par flossede pilgrimsflag markerer toppen. Mens jeg studerer helligdommen, standser to knægte deres motorcykler ved passet. De er klædt alt for dårligt på til kulden i bjergene, så det bliver kun til en kort ordveksling og et par fotos, inden de vender maskinerne og returnerer mod syd. Kort efter følger jeg deres eksempel. I det første tusmørke ser jeg længe de røde baglygter på sporet langt under mig. Sne er der intet af her på bjergkammens sydlige solside, hvor krogede klippeknolde står nøgne og sorte og spejler sig i små smeltevandssøer.

Camping under himlens stjernetæppe

Lidt nede af det kuperede spor øjner jeg i tusmørket et lille plateau, så jeg parkerer cyklen og finder pandelygten frem. Jævnt er det ikke, men stedet er næsten skjult fra vejen, og med lidt held er der plads til mit lille telt på det sparsomme græs mellem klipperne.
 
 
Ikke en vind rører sig
Stilheden er øredøvende 
Tavse stjerner vrimler frem på himlens bue
Verdens hemmeligheder skjuler sig i stilheden
Forstyrrende forstyrrelser,
skabt af andre forstyrrelser
når ikke verdens tag
Det er vel derfor, at guderne bor her
 
Jeg vågner tidligt og konstaterer, at der er frost på teltdugen. Jeg skutter mig i soveposen og venter på, at solen rammer teltet. . .

Flere billeder i galleriet her

Videre på nettet: