Kirgisistan / 1. Rejsebrev - endelig på farten!

1. Rejsebrev - endelig på farten!

Karakol, 18/8 2019
 
Efter 10 dage i cykelsadlen er jeg nu fremme i Karakol, en relativt lille by, som ligger i den østligste del af Kirgisistan, tæt på grænsen til både Kazakstan og Kina. Temperaturen er faldet dramatisk, siden jeg startede min tur. Da jeg landede den 8. August i Bisjkek, Kirgisistans hovedstad, havde vi 37 grader i skyggen. Mens jeg i går, på det sidste stykke vej mod Karakol, måtte tage til takke med svalende 12 grader og småregn. Heldigvis har jeg tøj og udstyr med til al slags vejr. Senere på turen, når jeg for alvor kører op i bjergene, kan jeg regne med frost om natten og iøvrigt indstille mig på, at jeg skal klare mig selv i flere dage i træk. Det betyder så, at cyklen fx skal lastes med den nødvendige mængde mad til turen. I bjergene er der heldigvis vand nok, for det kan hentes og drikkes direkte fra de fleste floder og vandløb.

 
 
Vandet i floderne er isnende koldt, for det kommer direkte oppe fra de sne- og isklædte bjergtoppe mod syd. Ofte er der silt i vandet, som det kan fornemmes på billederne, men det kan alligevel sagtens drikkes.
 
 
Kirgisistan er et eldorado for os friluftfolk, mulighederne for eksempelvis fri camping er ubegrænsede. Indtil videre har jeg da også tilbragt de fleste nætter under åben himmel.
      Selv  i kort afstand fra Bisjkek finder man næsten uberørt natur. Billederne her er fra Kegetidalen, en naturperle beliggende 50 km sydøst for hovedstaden - en by der trodsalt har næsten 1 million indbyggere. 
 
 
 
Chefkokken er i sving med at lune vand til morgenkaffen. Han bruger en lille benzinbrænder, hvilket er praktisk, for benzin kan jo skaffes overalt og er billigt - 4 kr. literen. Kl. er otte, og solen er fremme. Snarrådige campister kaster nemlig et blik på kompasset, før de slår teltet op. Der skulle nemlig nødigt ske det, at morgendagens sol står op lige bag en høj skyggende bjergkam, så de lunende solstråler først rammer teltet langt opad formiddagen.
      Små ting har ofte så stor betydning, at jeg tit tvivler på, om der mon overhovedet findes små ting :-)
 
 
 
Kegetidalen, mit mål på første cykeldag. Vejen videre op gennem dalen går slutteligt over det 3800 meter høje Kegeti-pas. Inspireret af to andre cyklister jeg mødte, følte jeg mig fristet til at fortsætte mod højderne. Jeg valgte dog at holde mig til min oprindelige plan om først at køre mod øst til søen Isyyk Kul og byen Karakul. Passet kan jeg så eventuelt gemme til hjemturen, hvor jeg så vil komme fra sydsiden. Til den tid har jeg vænnet mig til højderne, og min kondition vil utvivlsomt være betydeligt bedre.
      I højder over 2000 meter kan "højdesyge" (mangel på ilt) være et reelt problem. Hovedpine er som regel det første syntom. Der findes kemi i pilleform, som kan afhjælpe eventuelle problemer, fx det smertestillende produkt Ibuprofen, men det sundeste er at planlægge en bjergtur, så man langsomt vender sig til de stigende højder.
 
 
 
Fårehyrde til hest.
 
 
Det lave landområde omkring Bisjkek er intensivt  opdyrket. Vandet leveres fra bjergene med hjælp fra tyngdekraften. Gennem store kanalsystemer ledes og fordeles vandet, så alle bønder får, hvad de har brug for. Den slags anlæg er gode levn fra sovjettiden.
 
 
Resterne at tidligere kollektivbrug fra sovjettiden ser jeg flere steder. Enkelte er nu på private hænder, andre stå bare og forfalder. Da Kirgisistan i 1928 blev indlemmet i Sovjetunionen som  "autonom republik", blev landets talrige nomader (i autonomiens navn) tvunget til at arbejde i kollektivbrug eller som industriarbejdere. Da sovjetstaten brød sammen i 1991, genoptog mange livet som nomader - nogle med glæde andre af nødvendighed. De fleste lever nu som deltidsnomader, hvilket vil sige, at de kun bor på de højtbeliggende græssletter med deres dyr i de varmeste måneder af året - fra maj til september. De heldige finder sig et arbejde i byen i den kolde tid.
 
 
På min vej op gennem dalen Isik-Ata mødte jeg den joviale hr. Rosta med familie. De havde været på picnic oppe i bjergene. Nu på tilbagevejen havde de købt honning hos en af de talrige biavlere, som holder til i den nederste del af dalen. Blomsterne er blomstret af nu, de står i flor fra maj til juli, men honningen skal også slynges og sælges. Rosta gav mig generøst sit mobilnummer, så jeg kunne ringe efter hans hjælp, hvis behovet opstod. Rostas to teenage børn ville ikke med på fotoet. De syntes (som det åbenbart står foreskrevet i "Håndbog for Teenagere") at far var pinlig :-) 
      På denne rejse har jeg valgt at være englænder, for alle jeg møder ser helt blanke ud, når jeg siger "Denmark". Når jeg, på mine tidligere rejser, skulle forklare, hvad "Denmark" var for et land, kunne jeg bare sige "Brian Laudrup", så lyste de fremmede ansigter op i euforisk begejstring. Den går desværre ikke mere, kære Brian - Your 15 years of fame is over! Desuden interesserer kirgiserne sig ikke meget for fodbold; de har deres egne traditionsbundne sportsgrene, hvoraf de fleste udøves siddende på en hesteryg.
      Hvert andet år afholdes der World Nomad Games. I 2018 fandt begivenheden sted her i Kirgisistan. Næste år er det tyrkernes tur. Arven fra Djengis Khan fornægter sig ikke; alt foregår til hest og er krigsrelateret. Hestevæddeløb, brydning til hest, bugeskydning fra hest osv. Den eneste 'fredelige' disciplin er  kvindernes gymnastik-opvisning. På hesteryg, naturligvis :-)
 
 
 
Camping ved den vandrige, brusende flod Chuy. Jeg stoppede egentlig kun for at holde frokost i det grønne, men stedet ved flodens bred var så indbydende, at jeg valgte at blive natten over. Midt på eftermiddagen fik jeg besøg af en flok glade sejlere..
 
 
 Af naturlige årsager blev de imidlertid kun et kort øjeblik :-)
 
 
 
Jeg har slået lejr ved bredden af søen Isyyk Kul. Søen måler 160 x 60 km og er en af de største alpine søer i verden. Dens navn betyder "varm sø", og det skal tages helt bogstavligt. Selv under de ofte meget kolde vintre fryser søen ikke til. Videnskaben siger, at det skyldes termisk aktivitet under søbunden. De lokale har altid ment, at der var sprækker i bunden ind til jordens indre. Hvilket vel næsten er det sammen. Jeg befinder mig altså i et jordskælvsfølsomt område... Øh...spændende!
 
 
Lige nu ånder alt dog fred og idyl her ved søens bred.
 
 
 
 
Jurter. De traditionelle centralasiatiske telte, som er beklædt med filt fremstillet af fåreuld. Disse flotte eksemplarer, som jeg fandt ved søbredden, bruges ikke på traditionel vis, men lejes ud til os turister. I regn og blæst benytter nutidens jurtefolk moderne teknologiske velsignelser som fx plastfolie og nylonreb. Det gør de klogt i, for vi moderne vestlige turister er måske nok romantisk indstillede, men på yderst selektiv maner.
 
 
 
 
 Hav tålmodighed. Beretningen fortsætter, når jeg om et par uger når Naryn, den næste større bebyggelse på min cykelrejse gennem Kirgisistans bjerge.
 
Claus