Rejseartikler / På cykel langs Indusfloden

På cykel langs Indusfloden

 
Det er nok næste 30 år siden, at jeg krydsede grænsen mellem Kina og Pakistan via passer Kunjerap i en lokal bus. Jeg var på vej fra Kina og ville videre til Indien via Pakistan. Selv om det er længe siden, husker jeg tydeligt, at jeg fra bussens vindue så en enlig cyklist kæmpe sig opad den stejle, smalle vej mod passet. Synet af cyklisten appelerede til noget i mig, som sikkert har været medvirkende grund til, at jeg i september måned 2001, i selskab med to cykelvenner, besluttede at tage på eventyr med den ambition at cykle ad selv samme vej langs Indusfloden i Pakistan.
      Den 11. september det år blev, som alle ved, New Yorks World Trade udsat for et frygteligt terrorangreb. Uden, at vi i første omgang vidste det, befandt vi os derfor pludselig nær de efterfølgende begivenheders centrum. Her følger et kort uddrag af min rejsedagbog:

Ankomst til Islamabad i Pakistan
 
Tidligt på formiddagen slår Hans Bo, Jørgen og jeg vore små telte op under en klynge eukalyptustræer i udkanten af Islamabad. Temperaturen har allerede rundet de 30 grader, så det er vigtigt at søge ly i skyggen. Vores direkte maskine fra Kastrup landede i Pakistans hovedstad klokken 4 i morges. Cyklerne og grejet samlede vi i terminalen, og da solen stod op, var vi klar til afgang.
 
Op til afrejsen fra København valgte Hans Bo og jeg at tage en hyrevogn til Kastrup, og da chaufføren var født i Afghanistan, benyttede vi  lejligheden til at spørge ham lidt til råds om kultur og traditioner på disse kanter. At netop Afghanistan og Pakistan kun få dage efter ville komme på alles læber, og at den alvorlige verdenspolitik ville påvirke vores rejse på relativ uskyldig vis, anede vi naturligvis intet om på det tidspunkt.
 
Vores rute gennem Karakorum-bjergene, en udløber af Himalaya
 
Vores tørre græsmark med eukalyptustræerne er Pakistans eneste officielle campingplads og bruges kun af udenlandske rejsende med eget kørerøj, fx en flok cyklister som os. Udgifterne til vedligeholdelse tynger ikke stedets budget; alt er på randen af sammenbrud. Toilettet er stoppet, kun én vandhane virker, gulvet sejler, for afløbsrøret under håndvasken mangler, og alt er dækket af skimmelsvamp. Vi noterer det, men det bekymrer os mindre, for vi er optaget af de næste ugers spændende projekt, hvor det er vores plan at følge Indusfloden mod dens udspring oppe i bjergene.
 
Næste dag, da vores værste jetlag er væk, udforsker vi i samlet flok  Islamabad. Byen er ung og udtænkt på et tegnebræt, så nogen hovedgade eller noget indlysende centrum finder vi ikke. Det rammer plet, når man om byen siger, at den ligger 15 kilometer fra det rigtige Pakistan, for der er en verden til forskel på hovedstaden med dens snorlige boulevarder og søsterbyen Rawalpindis fortættede bazar-atmosfære og kaotiske trafik. Vi veksler penge, går os trætte og finder til sidst et sted, hvor vi kan stille sulten og få lidt at drikke.
 
Turens første og eneste punktering
 
Eftermiddagen bruger vi på at klargøre cyklerne og malke vores nabo, en australsk cyklist, for nyttige oplysninger. Fyren har cyklet gennem Indien de sidste mange måneder - næste udfordring er pakistansk Himalaya og Khunjerab passet, som forbinder Pakistan med Kina. Khunjerab er også vores mål, men følges ad kan vi dog ikke. Australieren vil nemlig først køre nordpå via Peshawar, Chitral og Shandurpasset, mens vi vælger den direkte rute ad Karakoram Highway langs lndusfloden. På den strækning snoer vejen sig op gennem Kohistan, Gilgit og den frodige Hunzadal, hvor indbyggerne siges at nedstamme fra Alexander Den Store. Hvilket eksperter mener, man kan se på hudfarven og deres højere statur.
 
En gletcher sender sin kolde tunge næsten helt ned til vejen
 
Vi ser frem til vores møde med bjergene, for kun få andre steder på kloden finder man en så eventyrlig malerisk vej og udfordrende vej, der starter næsten fra havets overflade, snor sig 900 km op gennem verdens højeste bjergkæde, for slutteligt at nå op i næsten 5000 meters højde.

Marihuana og lovløshed
 
Vejen følger Indusflodens venstre bred og stiger jævnt 3-4 %, så dagens distance på 80 kilometer til byen Dassu afskrækker os ikke. Bjergene er dog rykket en vægtklasse op, vi nærmer os nu det rigtige Himalaya.
 
Hamp eller cannabis gror vildt langs den vej, vi kører på. Måske spredes frøene med vinden fra opdyrkede marker i nabolaget. De sorte, fedtede hashklumper sælges åbenlyst på landsbyernes markeder. En betjent, vi møder, tilbyder os en klump, han går med i lommen. Høfligt siger vi dog pænt "nej tak", for ingen af os ryger den slags. 
 
I går, da vi overnattede i byen Besham, fornemmede vi en lidt fjendtlig stemning rettet mod os. Under vores gåtur i byen blev Hans Bo, der bar T-shirt og baseball kasket, mødt med de halvt advarende, halvt truende ord: “Your life is in danger”. Alle havde vi vel forsømt at tænke os tilstrækkeligt om med hensyn til vores påklædning, og i hast blev vi derfor enige om, at det nok var en rigtig god idé, hvis vi snarest iførte os den lokale klædedragt. På markedet køber vi derfor tre sæt Shalwar Kameez, sammensat af en lang skjorte og tynde løstsiddende bukser. Det tiltag var der åbenlys tilfredshed med blandt folk i byens gader. Dette på trods af, at dragterne på ingen måde skjulte, at vi var fremmede fra vesten. Dragterne egner sig i øvrigt fortrinligt til at cykle i, når det ikke er for koldt.
 
 
Det hedder sig, at folk i provinsen Kohistan er skeptiske over for fremmede. Mange her er Pathanere fra Afghanistan, og provinsens gamle øgenavn er Yaghistan, ‘landet uden regering’. Pakistansk politi kontrollerer nemlig kun selve Karakoram Highway, har vi forstået. I sidedalene gælder derimod stadigvæk de pathanske stammefolks love. Sandsynligvis forstærkes en negativ stemningen mod vesterlændinge af terrorangrebet på World Trade Center. Vi modtog den forfærtelige nyhed for et par dage siden. Det er imidlertid først nu, hvor vi har set den første avis, at vi forstår, at tragedien sandsynligvis vil påvirke vores planer.
 
 
Da tusmørket sænker sig, når vi dagens mål i Dassu, hvor vi indlogerer os på Hotel Indus Wave Inn. Et ydmygt og billigt sted, hvor vi betaler 7 kroner pr. næse for et rum med tre ramponerede senge. Efter dagens bjergkørsel trænger vi blot til at hvile ud, og til det formål er vores logi fint nok. Indus wave Inn er lidt af en hamphule, hvor også hash-tågernes bølger ruller lystigt. Da vi ankommer og inspicerer lokaliteterne, ser vi på terrassen en mindre gruppe yngre mænd slænge sig på flettede senge, døsige af tobakkens tåger.
 
Hans Bo og jeg kører på egen hånd nu, for Jørgen har feber og valgte derfor i går at returnere til Hunzadalen, for at opsøge en læge. Sidste nat logerede vi i landsbyen Sost, ca. 85 kilometer fra Kunjerab passet. Klimaet er mærkbart køligere her oppe i højderne og forsyningerne langs vejen få og små. Sost lokale truckstop forsyner os heldigvis med madpakker, bestående af æg, fladbrød og store kogte kartofler. Sandsynligvis er det alt, hvad vi får af fast føde i det næste 1½ døgn.
 
 
"Karakorum" betyder "de sorte bjerge"
 
Kort efter Sost forsvinder vejen ind i en smal kløft, som skærer sig lodret gennem Karakorams massive bjergvægge. Solen når kun slugtens bund få timer dagligt. Dybt under os kan vi hører Hunza-flodens brusende vandmasser. De sorte, nøgne klipper tårner sig op omkring os. Navnet Karakoram er af tyrkisk oprindelse og betyder ‘de sorte bjerge’. Det var da også tyrkiske købmænd, der langt tilbage i tiden drev lange karavaner af kameler gennem denne lidt dystre ørken af sten og grus videre ad Silkevejen mod byen Xian i det vestlige Kina.
 
 
Efter 65 kilometer med 6-8 % stigning og strid medvind slår vi vores lille telt op ved floden nær en fårehyrdes forladte læskur. Vi befinder os nu knap 4000 meter over havets overflade. Højden og ikke distancerne er udfordringen her. Den famøse højdesyge er en reel risiko nu, men både Hans Bo og jeg slipper med lettere hovedpine. Vel nok mest fordi vi i de sidste par uger langsomt har vænnet os til højden og den tynde luft. Senere på aftenen begynder det at sne, og vi frygter, at vi ikke kan nå passet.
 
Yakokser, tøsne og venlige kinesere
 
Allerede klokken 6 næste morgen kravler vi ud af vore lune poser, for at pakke det snevåde telt sammen. Alt er gråt og klamt, og den te, vi drømmer om, må vente, for vi har kun medbragt det mest nødvendige, og altså ikke kogegrej. Efter politiets kontrolpost ved Koksar, hvor ingen desværre står klar med varme drikke til os, arbejder vejen sig opad i skarpe hårnålesving. Luften føles pludselig mærkbart tyndere, nu hvor vi nærmer os passet Khunjerap. Vi får en let snebyge undervejs, men sneen smelter på vejbanen, som i øvrigt er ryddet for al anden trafik.
 
Hans-Bo Larsen ved Khunjerab-passet, 4700 meter over havet.
 
Da vi endelig når passet, som ligger næsten 5000 meter over havets overflade, kigger solen forsigtigt frem, og landskabet åbner sig til alle sider. Store flokke af sorte, langhårede Yakokser forsøger at finde lidt græs under sneen på de mægtige vidder. Grænsevagterne er til håndtryk og hyggesnak - to skøre cyklisters opdukken er en kærkommen adspredelse. De kinesiske grænsefolk slutter sig til os, alle er på venskabelig fod. En af vagterne skal prøve min cykel, og vi tager et par ’familie billVagterne keder sig tydeligvis bravt, for der er intet at bestille i disse dage. Siden angrebet i New York er stort set al trafik til og fra Kina indstillet. Nede i landsbyen Sost står dusinvis af tomme, arbejdsløse lastbiler og venter på ordre. Grænseegnene her er sensible, Indisk Kasmir og Afghanistan er ikke langt væk. Og i den kinesiske provins XinYang, hvor der bor en stort Uyghur-muslimsk befolkningsgruppe, har indbyggerne længe været på krigerisk kant med de kinesiske myndigheder. Fængslinger og det der er værre hører til dagens tragiske uorden.
 
 
Vi vender cyklerne, trækker huerne ned om ørerne, vinker til vagterne og ruller nedad mod syd. For hver tilbagelagt kilometer nyder vi at mærke, at temperaturen stiger mærkbart.

Baltistan tur/retur

Vejen der forbinder Gilgit med byen Skardu i provinsen Baltistan er, om muligt, endnu mere dramatisk end vejen langs Hunzafloden. Vi nyder alle tre at suse nedad og rundt i de skarpe sving højt over Indusflodens tordnende vandmasser. Jørgen er frisk igen, og vi er nu på vej retur til Gilgit for sidste gang. Der er sket meget de seneste 10 dage.
 
Da vi efter besøget i passet returnerede fra Hunza til Gilgit, var en lille flok udlændinge på Medina Guesthouse i næsten panisk opbrud. Amerikanske fly var nemlig begyndt at bombe i Afghanistan – vi hørte om det på CNN. To tyskere, som Hans Bo og jeg mødte i Passu, ville straks den følgende morgen tage flyet til Islamabad. Vi besluttede os derimod til at slå koldt vand i blodet og tage bussen til Baltistan, hvor vi cyklende fortsatte mod øst til landsbyen Skaplu. Området her er langt fra alfarvej og normale turiststrømme, og måske netop derfor er folk ekstra venlige og hjælpsomme. Baltistan er beboet af balti-muslimer, som er efterkommere af tibetanske grupper, der konverterede til islam fra den tibetansk buddhismen en gang i det 16. århundrede.
 
 
Sent på eftermiddagen stopper vi ved Hotel Midtway, hvor vi tilbydes logi i et udhus. I disse fattige egne har stadig kun få adgang til elektricitet, men vi klarer os fint med lys fra en olielampe. Aftensmaden laver vi under åben himmel og på en lokal gasbrænder, som vi købte i bazaren i Gilgit for kun 3 dollar. Jørgens benzin-brænder, som han medbragte hjemmefra, opgav ånden allerede på en af turens første dage. Dysen havde det svært med den snavsede lokale benzin.
 
Husarrest i Gilgit
 
Sent på eftermiddagen næste dag er cykelturen pludselig definitivt slut. Vagterne på en vejpost, 30 kilometer før Gilgit, følger ordre fra højere sted og forbyder os venligt men bestemt at cykle videre mod Gilgit. Grundet amerikanernes bombninger i Afghanistan er byen ramt af generalstrejke og uroligheder, så man skønner, at vi kan få problemer. Vi læsses derfor på en vogn og køres mod Gilgit, hvor vi indlogeres på et hotel i udkanten af byen med besked om, at vi ikke må forlade hotellet. Så snart vejret tillader det, vil myndighederne sende os retur med fly til Islamabad.
 
Ingen fly lander eller letter fra Gilgit, hvis ikke sigtbarheden er i top, og i to døgn venter vi derfor på, at skyerne letter fra dalen. Da vi endelig er i luften, og Gilgits tre sidste turister forlader området, ånder både vi og politichefen lettet op. Det lille propelfly, som flyver på strækningen, kan ikke klare de store højder, så maskinen må følge Indusdalen og flyve nede mellem de høje iskæmper, som omgiver os hele horisonten rundt. I det kraftige sollys ser vi Indusfloden, der som en gylden slange snoer sig fri af bjergene på vej mod sit udløb i det Indiske Ocean.
 
Se flere billeder i galleriet her