Hér kronikken i en let redigeret udgave:
I en artikel i Kristeligt Dagblad, bragt den 16. januar, præsenteres vi for Jia Jia, en ”yderst menneskelignende robot” fremstillet i Kina. I det ydre ligner ”hun” imidlertid kun de af os, som er så heldige at have to arme og to ben, idet robotten netop er udstyret med noget, der ligner to arme og to ben. Den kan gå, og den kan ”tale” og er programmeret til at smile, som en veldresseret kinesisk konkubine…
Da robotten kan gå, ligner den i mindre grad fx fysikeren Stephen Hawking, som jo er lænket til en rullestol og kun kan tale ved hjælp af en maskine. Hawking har så det i hovedet, han ikke har i benene, kan man mene. Men hverken det meget han har i hovedet, talemaskinen, eller det han ikke har i benene har i afgørende forstand noget at gøre med, at han er menneske.
I gamle dage, hvor man brugte slaver, forsvarede man sig med, at disse var laverestående udgaver af mennesket, ja, måske ligefrem en slags dyr. I et moderne samfund opdeler vi ikke mere hinanden efter, i hvor høj grad vi er mennesker – i hvert tilfælde sjældent i teorien.
Med maskiner forholder det sig øjensynlig anderledes, for de – robotterne – kan godt i mere eller mindre grad ligne mennesker, synes man at mene. Igen og igen digtes der videre på den illusion, at maskinerne bliver mere og mere menneskelige, desto mere maskiner kan ting, nogle mennesker kan, fx gå, tale, smile, spille skak, komponere musik eller måske ligefrem tænke selvstændigt og kritisk.
Forudsætter vi et øjeblik, at udviklingen virkelig går i retning af mere menneskelignende maskiner, vil samme udvikling vel gøre maskinerne mindre maskinlignende. Men giver det mening at gradbøje begrebet ”maskine”?
Det er sin sag at få styr på, hvad det præcist er, som karakteriserer mennesket, for et frit og selvstændigt tænkende individ er på sin vis 'ustyrligt'. En maskine derimod er pr. definition et rationelt deterministisk system - hvad der naturligvis er maskinens styrke, set fra et teknisk synspunkt. Begynder et styresystem til en Boeing 747 at ”leve sit eget liv”, er det ikke fordi systemet nu pludselig er frit, selvstændigt og menneskelignende, men fordi det ikke længere fungerer optimalt.
Sammenligner vi robotten med mennesket – og det er det vi gør, når vi vil fremstille ”menneskelignende” robotter – er det afgørende at få styr på de forskellige idealforestillinger, vi kan gøre os om mennesket. Politik er i bund og grund en kamp mellem forskellige menneskeopfattelser – og det er langt fra altid små detaljer, vi taler om, for der er væsentlig forskel på fortrinsvis at forstå mennesket som et lille uanseeligt tandhjul i det store samfundsmaskineri, eller forstå det som skabt med et potentiale, den enkelte – i frihed og under ansvar – kan forsøge at realisere, og som et godt samfund derfor giver plads til.
En vis kontrol med samfundets borgere er naturligvis nødvendig, fordi vi sætter pris på ret og rimelighed. Imidlertid er det ikke tilfældigt, at netop kineserne har travlt med at forsøge at dupere os andre med ”menneskelignende” robotter, for det er relativt nemt at få en robot til at ligne det menneskeideal, det kinesiske regime dyrker, det vil sige det veldresserede og uselvstændige menneske: konkubinen.
Det er menneskeligt at forsøge at fremstille robotter, som ”ligner” eller ligefrem ”overgår” os, da ingeniører, computernørder og videnskabsfolk er mennesker, båret af menneskelige – irrationelle – lidenskaber. I ganske samme grad er det menneskeligt at trække på smilebåndet over, hvor fjollet det er at se forholdet mellem maskine og menneske reduceret til en sportsbegivenhed. Mennesket har også en fornuft, det kan trække på – og det er næppe fornuften i mennesket, der foranlediger mennesket til at løbe om kap med bilerne.
I et øjebliks kådhed kan vi godt foregive, at vi spiller skak mod computeren Deep Blue, det vil sige leve os ind i det sæt spilleregler, maskinen er udviklet til at mestre. Når den så ”vinder”, kan vi føle, at den ”overgår” os. Computeren er imidlertid uden vinder-intentioner, så ”sejren” udtrykker derfor ikke et sandt konkurrenceforhold.
Maskiner er ikke vores kombattanter, men værktøjer, som vi benytter, fordi vi, modsat maskiner, er intentionelle projektmagere. ”Værktøj” kan ikke gradbøjes: en højteknologisk robot programmeret til ”machine learning” og udstyret med ”kunstig intelligens” er ikke i mindre grad et stykke værktøj end en proptrækker.
Forskellen mellem værktøj og værktøjsbruger kan kun tilsyneladende ophæves for eksempel gennem sjusket sprogbrug. Eller hvis mennesker, for eksempel den kinesiske magtelite, med forsæt vælger at se den menige kineser som skabt til primært at tjene 'systemet'.
Den amerikanske forfatter Henry David Thoreau skrev engang, at ”vi er blevet vores værktøjers værktøjer”. Det var ikke ment som en hyldest til mennesket tilpasningsvillighed. Han siger det med bekymret beklagelse, fordi han forudsætter, at mennesket ikke er skabt til at være hverken sin egen, andres eller maskinernes slave.
”Robot” stammer fra tjekkisk og betyder netop ”slave”. Men ”slave” bruges her selvfølgelig billedligt, idet kun mennesket, skabt til frihed, kan slavebindes. Ser vi robotten som slave, tillægger vi den noget menneskeligt, den ikke har. Robotten keder sig ikke ved samlebåndet, føler sig ikke udnyttet og har ikke glæde af komplimenter. Kritisk tænkning er uden for robottens rækkevidde, da den ikke "forholder sig" til den omverden, mennesket kan se som kritisk. En kritisk situation er værdiladet og forbeholdt mennesket, blandt andet fordi det er et sårbart væsen som sædvanligvis ønsker at overleve, det ønsker robotten ikke. En robot kan ikke risikere livet, og derfor sender vi ”Rullemarie” på banen, når bomber skal demonteres.
Det er tankevækkende at forestille sig, at robotten Jia Jia, der jo bliver fremvist på diverse messer, programsættes til at forlade en messe i noget, der ligner utide, ytrende noget, der til forveksling ligner en spids bemærkning om, at nu er den godt træt af blive udstillet og reduceret til en ting, som var den slave på et slavemarked.
En sådan programmering af Jia Jia til "utidig" adfærd gør ikke robotten et hak mere menneskelig, selv om det ligner, men den afslører, at der er liv bag programmørens kranieskal, og at han faktisk – selvstændigt – har tænkt over, hvor sammensat og modsætningsfyldt et væsen mennesket er: på den ene side kan vi indordne os og følge en kommandovej, hvis det passer os, eller magt i tilstrækkelig grad tvinger os. På den anden side nærer vi, som de frie individer, vi hver især potentielt er, en næsten instinktiv uvilje mod at blive reduceret til viljeløse objekter – robotter.
I medierne hører vi ofte den påstand fremsat, at vi da ikke kan vide, hvad forskere og ingeniører vil være i stand til at udvikle i nær eller fjern fremtid. Med tanke på menneskelignende robotter er påstanden imidlertid absurd, da det ikke er et spørgsmål om tid, før de entydige maskiner ligner eller overgår os, for de er ikke levende, dvs. tvetydige og modsætningsfyldte væsener.
Mennesket er et levende væsen, og det væsentlige ved mennesket, det vi ofte omtaler som ”den menneskelige faktor”, er netop det - det levendes uforudsigelighed - teknikere bestræber sig på at eliminere, når de konstruerer pålidelige systemer og maskiner.
Denne bestræbelse ophæver naturligvis ikke ”den menneskelige faktor”, men forudsætter den: Kun mennesket kan bestræbe sig på at fremstille pålidelige maskiner, og kun i en menneskelig sammenhæng giver det mening at tale om "bestræbelse" eller "pålidelighed" – maskinerne er ligeglade.
Claus Bertung,
maskiningeniør og BA i filosofi.