Rejsetanker / Hvorfor tage på ørkenvandring?

Hvorfor tage på ørkenvandring?

 
Hvorfor frivilligt opsøge disse angiveligt tomme, gudsforladte steder langt fra alfarvej, som kun synes at bestå af kedelige grå dynger af sten, støv og sand? Hvorfor gøre sig tingene besværlige og løbe den risiko, der vel altid er forbundet med at lade det vante og trygge bag sig for en stund?
 
 
For år tilbage, under en længere rejse i Sydamerika, valgte jeg at køre på cykel gennem Atacamaørkenen, der ligger langs Stillehavets kyst i det nordligste Chile. Denne ørken, som også dækker store dele af det sydlige Peru, er et af de tørreste områder på kloden. Visse steder har det ikke regnet i mange hundrede år. Manglen på nedbør betyder dog ikke, at området er helt goldt og livløst - nær kysten gror for eksempel store hårdføre kaktus, som henter deres livgivende vand fra den fugtige tåge, der ofte hænger lavt over Chiles nordligste kyster.
      Efter min afgang fra Santiago, Chiles hovedstad, valgte jeg først at følge den panamerikanske hovedvej, der forbinder Patagonien i syd med Alaska højst mod nord. Nogle steder, for eksempel på strækningen gennem Atacamaørkenen, er vejen bred, asfalteret og relativ trafikfri. Hertil kommer, at man som vejfarende kan nyde den luksus at lade sig opvarte med mad, vand og bad på de små rastepladser, som dukker op langs vejen med regelmæssige mellemrum.
      Bortset fra at jeg skulle træde i pedalerne mange timer hver dag, var dagene på hovedvejen trygge, nemme og bekvemme, men også relativt forudsigelige og u-eventyrlige. Jeg nød sandt nok solen, sandet og friheden ved omsider at være på farten. Men de dage, der for mig står som turens højdepunkter, var uden sammenligning dem, hvor jeg havde valgt at lægge asfalten bag mig for i stedet at ulejlige mig med at køre eller trække min cykel ad et stenet spor yderst langs Stillehavets kyst.
      Kysten i det nordligste Chile er ofte så øde, at du kan køre i dagevis uden at se andre levende skabninger end de små glade krabber, der piler over strandkantens våde sand, eller de venlige pelikaner som står på klipper ved havet og tørrer deres store næb. Er du heldig, møder du en fri fisker, der bor i et skur på stranden, og måske kan han byde dig lidt vand. Først som sidst må du dog være indstillet på at klare dig selv og medbringe alt, hvad du har brug for.

                                                  *

Tænk på en ørken. Måske vil du for dit indre blik se gule, smukt svungne sanddyner pyntet med beduiner, kameler og en lille oase. De findes i de sydligste dele af Arabien og også enkelte steder i Sahara. Men der er ikke mange af dem. De fleste af denne klodes ørkener er langt mindre fotogene. Gråt ler, rødt støv, sten, tornebuske og telegrafpæle. Ørkener er ofte store, grimme fortvivlede steder – men jeg holder af dem.
      Jeg holder af dem, fordi jeg har krydset dem langsomt og omhyggeligt på min cykel. Folk, som suser gennem en ørkenen i en bil, oplever sjældent, hvor uendeligt brogede og varierede de er. Det kræver sendrægtige bevægelser med øjet at se de subtile farveskift i sandet, variationen af teksturen i klipperne og notere sig de små levende skabninger og den sparsomme beplantning, hvorfra disse skabninger henter næring. Ørkener er sjældent kedelige, undtagen for en fortravlet bilist.
 
                                                  *

Forfatteren Thyge Christensen fortæller i sin bog Man kan ikke vaske én hånd, at han for mange år siden krydsede Sahara i bil, for at besøge en lille landsby i Øvre Volta. Efter hjemkomsten til Danmark havde han efterfølgende tænkt meget over, hvad han på den tur havde lært – og især ikke lært. ”Man kan rejse langt i bil, men sjældent ret dybt”, havde han lært.
      Thyge var ikke færdig med at udforske Afrika, så på næste tur købte han en cykel i en by i Mali, og ”i tre uger arbejdede jeg mig østpå gennem savannens og steppelandets bopladser og landsbyer. Om aftenen var jeg træt, sulten og støvet. De fleste dage blev jeg inviteret ind hos en familie for at vaske mig, spise og sove. Ingen stimlede sammen for at købe eller sælge. Jeg var snarere rejsende end turist, og det var et stort fremskridt”, skriver han.
      Set fra en lidt skæv, umoderne, vinkel kan det at lade sig transportere nemt og bekvemt, for eksempel i bil, med nogen ret ses som et udtryk for en distancerende og uvirksom måde at møde verden på, hvor fokus mere er rettet mod at nå frem i en fart end at være undervejs. Bag bilens ruder er du, alt andet lige, mindre tilgængelig og i kontakt med din omverden, end når du for eksempel vandrer eller cykler. Gør du dig tingene lidt besværlige, risikerer du ikke så let at reducere dig selv til passiv tilskuer. Det besværlige og ubekvemme og det, at du er parat til at løbe risici, er det nødvendige bagtæppe, hvis du i sandhed vil bevæge dig fremad – være ”rejsende”.
      Fodfolk og cyklister på langfart mestrer tit den kunst at fokusere mindre på turens endemål og mere på at være ”undervejs”. Et dansk cykelpar, der valgte at krydse den australske outback, fortæller, at de på rastepladser ofte mødte ”svedende bilister med ømme lemmer og rødsprængte øjne, der stak dem et skævt smil med bemærkningen: You are doing it the hard way! - I bilisternes bevidsthed er afstandene store, men vi, som cykler langsomt nok til at se og opfatte de små ændringer i landskabet, kan ikke, som bilisterne, tænke mange hundrede kilometer frem. For os er målet den næste bakketop – eller det næste sving, som viser sig derude i horisonten. Alt imellem disse mål er oplevelsen: en blomst ved vejsiden, guana’en der iagttager os fra en lille tue, ørnen der svæver over os eller kænguruen der i store spring flygter fra os”.

                                                 *

Vi kan, for argumentets skyld, nøde en ”fortravlet bilist” ned i gear og lokker ham ud i ørkensandet, men fordi det "fortravlede" er en holdning, en attitude, en måde at se tingene på, kan ingen ydre magt ”geare” bilisten til at værdsætte geografiens uendelighed, ørkennattens klare stjernehimmel eller det stærke og storslåede i at lade sig konfrontere med sin egen sårbarhed og lidenhed. Det er som med hesten: vi kan trækken den til truget, men ikke tvinge den til at drikke.
      Netop fordi tingene afhænger af det blik, vi hver især møder dem med, kan det at forcere en ”grim og ugæstfri” ørken i et roligt gå- eller cykeltempo være en god anledning til at forsøge at vække øjets sans for ørkenens små betagende detaljer og det store rums rå, brutale skønhed. Vil du fraliste sandet dets små mirakler, skal du ikke blot ned i tempo, men også have blik for betydningen af at dvæle ved tingene. At en stædig kaktus under hårde vilkår udvikler en evne til at optage væde af en fugtig havgus, eller at et lille trodsigt frø finder lidt fugt, spirer og bryder sig vej op gennem en tør jordskorpe, er sande små naturens mirakler, såfremt dit øje sanser at tyde det store i de små ”ubetydelige” ting.
 
Det, man ser, beror ikke så meget på, hvad man ser på, som på hvorledes man ser. (Henry David Thoreau)

                                                 *

Wilfred Thesiger, en britisk eventyrer der aktivt valgte at leve blandt beduiner på den arabiske halvø, forklarer i sin bog Arabian Sands, at han søgte ”friheden og freden i ørkenrejsens strabadser”. Og den svenske geograf og opdagelsesrejsende Sven Hedin, der i forrige århundrede rejste intensivt i Himalaya og Tibet, beskriver i Transhimalaya, hvordan han sidder i sit trange arbejdsværelse hjemme i Sverige og drømmer om ”ørkenens store frihed”, og om det berigende i at ”underkaste sig det oprivende i en ny, lang og meget uvis afsked fra mit eget hjem”.
      De to pionerers ord må vel forekomme os fremmedartede og paradoksale, når vi betænker, at vi ofte bruge udtrykket ”ørkenvandring”, netop når vi ønsker at beskrive, at noget er goldt, tomt, håbløst og bare fortsætter i det evindelige. Udtrykket stammer fra den bibelske fortælling om israelitternes lange vandring ud af Egypten, som skildres i 3. og 4. Mosebog og handler vistnok om, at israelitterne ikke så lys for enden af nogen tunnel i en vandring, der var blevet dem påtvunget. For det meste er det vel netop det frie valg som afgør, om noget opleves berigende eller ”ørkesløst”. 
      Ingen af fortidens store opdagelsesrejsende og eventyrere så nogen nødvendig modsætning mellem ”frihed” og det ”oprivende og uvisse” - snarere tværtimod. For dem var ”frihed” ikke at svæve rundt i kosmos, frelst for alt besvær, men at styre mod et mål og tage det hårde slid med, fordi både målet og vejen til målet var dem sliddet værd. Med tanke på det er det nemt at se, at det, at du gør dig tingene trygge, lette og bekvemme vistnok blot udtrykker, at du oplever, at kun lidt er værd at besvære sig over.

Jeg satte mig et mål på mine rejser, og selvom selve målet var mindre væsentligt, måtte indfrielsen være alle ofre værd. Nej, det vigtige var ikke målet, men vejen til målet, og desto sværere en vej, desto mere værdifuldt et mål. (Wilfred Thesiger)
 
                                                  *

Selvfølgelig sætter du trygheden og bekvemligheden lidt på spil, når du rejser ud i det blå, for alt har en pris. Efter en trættende dag, ad et sandet spor og under en stegende sol, kan kun få ting dog måle sig med at slå et lille telt op nær Stillehavets kyst, høre bølgerne brydes mod klipperne, nyde et simpelt måltid, se solen gå ned over havet mod vest, ligge i soveposen og fornemme, at du næsten kan røre stjernerne, der netop, langt fra alfarvej, står tindrende skarpe, fordi intet kunstigt lys forstyrrer nattens mørke.
      Besværet, ulejligheden og det, at du løber en risiko, er ofte de store øjeblikkes forudsætning. Den stegende sol er den svalende skygges velsignelse.
 
      Mørket er lysets chance.
 
 
 
Atacamaørkenen ved Chiles stillehavskyst.
 
 
 
Et vigtigt sted i argentinsk Patagonien!!
 
 
 
La isla de las pescadores (fiskernes ø), Salar de Uyuni, Bolivia
 
Atacamaørkenen efter et nyligt, men sjældent, regnskyl. 
 
Valle de la Luna, 'Månedalen', nær San Pedro de Atacama.
 
Atacama-ørkenens stillehavskyst, her med kaktus.
 
 
 
Fotogene klippeformationer i Anti-atlas, marokkansk Sahara.
 
Den tunesiske ørken nær Ksar Ghilane, Tunesien.
 
Fort Romain Tisavar i Grand Erg Oriental nær Ksar Ghilane, Tunesien.
 
Ruta Panamericana, som den kaldes på spansk, skærer sig gennem Perus ørkensand. foto: Torben Finn Laursen