Filosofiske smuler / Hvorfor tage på ørkenfærd?

Nattemørket er stjernelysets chance.

Hvorfor tage på ørkenfærd?
 
Hvorfor frivilligt opsøge disse angiveligvis tomme, gudsforladte steder langt fra alfarvej, som kun synes at bestå af kedelige grå dynger af sten, støv og sand? Hvorfor gøre sig tingene besværlige og løbe den risiko, der vel altid er forbundet med at lade det vante og trygge bag sig for en stund?
 
 
For år tilbage, under en længere rejse i Sydamerika, valgte jeg at køre på cykel gennem Atacamaørkenen. Denne ørken, der ligger langs kysten i det nordlige Chile, og som også dækker store dele af det sydlige Peru, er et af de tørreste områder på kloden. Visse steder har det ikke regnet i mange hundrede år. Manglen på nedbør betyder dog ikke, at området er helt goldt og livløst - nær kysten gror for eksempel store hårdføre kaktus, som henter deres livgivende vand fra den fugtige tåge, der ofte hænger lavt over Chiles nordligste kyster.
      Kysten i det nordligste Chile er ofte så øde, at du kan køre i dagevis uden at se andre levende skabninger end de små glade krabber, der piler over strandkantens våde sand, eller de venlige pelikaner som står på klipper ved havet og tørrer deres store næb. Er du heldig, møder du en fisker, der bor i et skur på stranden, og måske kan han byde dig lidt vand. Først som sidst må du dog være indstillet på at klare dig selv og medbringe alt, hvad du har brug for.
      Efter min afgang fra Santiago, Chiles hovedstad, valgte jeg først at følge den panamerikanske hovedvej, der forbinder Patagonien i syd med Alaska højst mod nord. Nogle steder, for eksempel på strækningen gennem Atacamaørkenen, er vejen bred, asfalteret og relativ trafikfri. Hertil kommer, at man som vejfarende kan nyde den luksus at lade sig opvarte med mad, vand og bad på de små rastepladser, som dukker op langs vejen med regelmæssige mellemrum.
       Bortset fra at jeg skulle træde i pedalerne mange timer hver dag, var dagene på hovedvejen nemme og bekvemme, men også relativt programsatte og forudsigelige, og derfor ikke helt i tråd med, at jeg var ude på eventyr. Jeg nød sandt nok solen, sandet og friheden ved omsider at være på farten. Men da muligheden bød sig, valgt at lægge asfalten bag mig for i stedet at ulejlige mig med at køre eller trække min cykel ad et stenet spor yderst langs Stillehavet...

                                                 *     
Tænk på en ørken. Måske ser du for dit indre blik gule, smukt svungne sandklitter pyntet med beduiner, kameler og en lille oase. De findes i de sydligste dele af Arabien og også enkelte steder i Sahara. Men der er ikke mange af dem. De fleste af denne klodes ørkener er langt mindre fotogene. Gråt ler, rødt støv, sten, tornebuske og telegrafpæle. Ørkener er ofte store, grimme fortvivlede steder – men jeg holder af dem.
      Jeg holder af dem, fordi jeg har krydset dem langsomt og omhyggeligt på min cykel. Folk, som suser gennem en ørkenen i en bil, oplever sjældent, hvor uendeligt brogede og varierede de er. Det kræver sendrægtige bevægelser med øjet at se de subtile farveskift i sandet, variationen af teksturen i klipperne og notere sig de små levende skabninger og den sparsomme beplantning, hvorfra disse skabninger henter næring. "Ørkener er sjældent kedelige, undtagen for en fortravlet bilist”, skriver eventyreren Anne Mustoe i Lone Traveler.
      Forfatteren Thyge Christensen fortæller i sin bog Man kan ikke vaske én hånd, at han for mange år siden krydsede Sahara i bil, for at besøge en lille landsby i Øvre Volta. Efter hjemkomsten til Danmark havde han efterfølgende tænkt meget over, hvad han på den tur havde lært – og især ikke lært. ”Man kan rejse langt i bil, men sjældent ret dybt”, havde han lært.
      Thyge var ikke færdig med at udforske Afrika, så på næste tur købte han en cykel i en by i Mali, og ”i tre uger arbejdede jeg mig østpå gennem savannens og steppelandets bopladser og landsbyer. Om aftenen var jeg træt, sulten og støvet. De fleste dage blev jeg inviteret ind hos en familie for at vaske mig, spise og sove. Ingen stimlede sammen for at købe eller sælge. Jeg var snarere rejsende end turist, og det var et stort fremskridt”, skriver han.
      Set fra en vinkel lidt på kant med den moderne restløse, "fortravlede" tidsånd, kan det at lade sig transportere hurtigt, nemt og bekvemt, for eksempel i bil, med nogen ret ses som et udtryk for en distancerende og halvhjertet måde at møde verden på, hvor fokus mere er rettet mod at nå frem i en fart end at være undervejs. Det er en ærlig sag, men der betales en pris. Bag bilens ruder er du, alt andet lige, mindre tilgængelig og i kontakt med din omverden, end når du for eksempel vælger at vandre eller cykle. Gør du dig det lidt besværligt, risikerer du ikke så let at reducere dig selv fra aktiv "rejsende" til passiv tilskuer.
      Vandrere og cyklister på langfart er ofte mennesker indstillet på at øve sig i at fokusere mindre på turens endemål og mere på at være ”undervejs”. Et dansk cykelpar, der valgte at krydse den australske outback, fortæller, at de på rastepladser ofte mødte ”svedende bilister med ømme lemmer og rødsprængte øjne, der stak dem et skævt smil med bemærkningen: You are doing it the hard way! - I bilisternes bevidsthed er afstandene store, men vi, som cykler langsomt nok til at se og opfatte de små ændringer i landskabet, kan ikke, som bilisterne, tænke mange hundrede kilometer frem. For os er målet den næste bakketop – eller det næste sving, som viser sig derude i horisonten. Alt imellem disse mål er oplevelsen: en blomst ved vejsiden, guana’en der iagttager os fra en lille tue, ørnen der svæver over os eller kænguruen der i store spring flygter fra os”.
       Det er en gammel sandhed, at tingene afhænger af øjnene, der ser. Ja, hvad i alverden skulle de ellers afhænge af? Og netop fordi tingene er relateret til det blik, vi hver især møder dem med, kan det at forcere en ”grim og ugæstfri” ørken i et roligt gå- eller cykeltempo være en god anledning til at vække øjets sans for ørkenens små betagende detaljer og det store rums rå, brutale skønhed. Vil du fraliste sandet dets skjulte mirakler, skal du ikke blot ned i tempo, men også have blik for betydningen af at dvæle ved tingene. At en stædig kaktus under hårde vilkår udvikler en evne til at optage væde fra en fugtig havgus, eller at et lille trodsigt frø finder lidt fugt, spirer og bryder sig vej op gennem en tør jordskorpe, er sande små naturens mirakler, såfremt dit øje sanser at tyde det store i de små ”ubetydelige” ting.
 
Wilfred Thesiger, en britisk eventyrer der i en årrække aktivt valgte at leve blandt beduiner på den arabiske halvø, forklarer i sin bog Arabian Sands, at han søgte ”friheden og freden i ørkenrejsens strabadser”. Og den svenske geograf og opdagelsesrejsende Sven Hedin, der i forrige århundrede rejste intensivt i Himalaya og Tibet, beskriver i Transhimalaya, hvordan han sidder i sit trange arbejdsværelse hjemme i Sverige og drømmer om ”ørkenens store frihed”, og om det berigende i at ”underkaste sig det oprivende i en ny, lang og meget uvis afsked fra mit eget hjem”.
      I vores moderne kultur, hvor ”velfærd” øjensynlig handler mere om at indrette sig trygt og bekvemt end at se livet som en vovelig færd, må de to pionerers udsagn forekomme os fremmedartede og paradoksale. At vi bruger udtrykket ”ørkenvandring”, når vi ønsker at beskrive, at noget er goldt, tomt og håbløst, letter ikke forståelsen. Udtrykket stammer fra den bibelske fortælling om israelitternes lange vandring ud af Egypten, som skildres i 3. og 4. Mosebog. Israelitterne havde intet ærinde i ørkenen, og derfor så de intet lys for enden af nogen tunnel i en vandring, der var blevet dem påtvunget. 
      Fortidens store ørkenpionerer, derimod, havde et selvvalgt hverv i ørkenen, og derfor så de ingen modsætning mellem ”frihed” og det ”oprivende og uvisse” - snarere tværtimod. For dem var ”frihed” ikke at svæve rundt i kosmos, frelst for alt ulejlighed, men at styre mod et mål og tage det hårde slid med, fordi både målet og vejen til målet var dem sliddet værd. Med tanke på det er det nemt at se, at det, at gøre sig tingene trygge, lette og bekvemme nok blot udtrykker den tomhed, at man oplever, at kun lidt er værd at besvære sig over.
      Wilfred Thesiger skriver:

Jeg satte mig et mål på mine rejser, og selvom selve målet var mindre væsentligt, måtte indfrielsen være alle ofre værd. Nej, det vigtige var ikke målet, men vejen til målet, og desto sværere en vej, desto mere værdifuldt et mål. 
 
      Friedrich Nietzsche skriver:
 
Lykke og ulykke er søstre - ja, tvillinger, der enten gror op sammen eller forbliver små sammen.
 
                                                 *
Veje uden forhindringer fører på sin vis ingen steder hen. Besværet, ulejligheden og det, at du løber en risiko, er netop ofte de store øjeblikkes forudsætning: efter en trættende dag under en stegende sol, cyklende af et sandet spor, kan kun få ting i en fortabt ørkenromantikers univers måle sig med at slå telt op nær Stillehavets kyst, høre bølgerne brydes mod klipperne, nyde et simpelt måltid, se solen gå ned over havet mod vest, ligge i soveposen og fornemme, at du næsten kan røre stjernerne, der netop, langt fra alfarvej, står tindrende skarpe, fordi intet kunstigt lys forstyrrer nattens mørke.
     Den stegende sol er den svalende skygges velsignelse.

     Nattemørket er stjernelysets chance.


 
Videre på nettet:
 
Torben Finn Laursen, Rejsebreve fra Sydamerika
Daniel Papadopoulous, Life on mars.
Cycling Cindy, Atacama Desert
 
 
Atacamaørkenen ved Chiles stillehavskyst.
 
 
 
Et vigtigt sted i argentinsk Patagonien!!
 
 
 
La isla de las pescadores (fiskernes ø), Salar de Uyuni, Bolivia
 
Atacamaørkenen efter et nyligt, men sjældent, regnskyl. 
 
Valle de la Luna, 'Månedalen', nær San Pedro de Atacama.
 
Atacama-ørkenens stillehavskyst, her med kaktus.
 
 
 
Fotogene klippeformationer i Anti-atlas, marokkansk Sahara.
 
Tunesisk ørkensand
 
Fort Romain Tisavar i Grand Erg Oriental nær Ksar Ghilane, Tunesien.
 
Ruta Panamericana, som den kaldes på spansk, skærer sig gennem Perus ørkensand. foto: Torben Finn Laursen