Billed- og videoforedrag

Jeg møder gerne op i jeres klub eller forening og fortæller om mine rejser illustreret med masser af billeder og korte videoklip. Mine kontaktoplysninger finder du her, og du kan også tilmelde dig mine rejsebreve. Lige nu tilbyder jeg følgende 5 foredrag: 
 
 
Nomader, Yakokser og tynd bjergluft
 
På cykel i den tidligere sovjetrepublik Kirgisistan.
 
I dette foredrag, hvor jeg illustrerer min beretning med både billeder og små videoklip, tager jeg tilhørerne med på en rundtur på to hjul i Kirgisistans højeste bjergegne og fortæller om den gamle karavanetrafik og den stadig levende nomadekultur. Via bjergpasset Tosor besøger vi først det alpine dalstrøg Arabel, hvor flokke af heste lever det vilde liv på de store græssletter. Vi følger den smukke dal mod vest og gør holdt ved Tash-Rabat, et gammelt Caravanserie fra det 15. århundrede. Det var ved sådanne 'rastepladser' Silkevejenes karavaner stoppede for at hvile og søge i ly for det barske klima. Slutteligt sætter vi kurs mod landets næststørste sø Song-Kul. Ved søbredden rejser nomader stadig de traditionelle ’mongolske’ telte og sender deres dyreflokke på græs. Læs lidt om min tur i de rejsebreve, jeg skrev undervejs, og se et udvalg af fotos i galleriet.
 

  
 
På cykel i indisk Himalaya
 
På turen, som jeg gennemførte i sep. - okt. 2017, skal vi over et par høje bjergpas, for at besøge afsides beliggende dalstrøg og landsbyer. Sammen med fremvisningen af billeder og videoklip fortæller jeg generelt om Himalaya, de religiøse traditioner i bjergene - hinduisme og buddhisme - og om, hvor hurtigt udvikling går i det nordligste Indien. Et lille udvalg af mine fotos finder du her
 
 

På cykel i Atlasbjergene og det sydligste Marokko


Dette foredrag er inspireret af mine mange ture i det sydligste Marokko. Illustreret med billeder og videoklip fortæller jeg generelt om det sydlige Marokkos nyere historie, berberfolket i bjergene, nomadekulturen i ørkenen og karavanetrafikken gennem Sahara. Et lille udvalg af billederne kan ses her.

 

Andesbjergene i Sydamerika - set over et cykelstyr

 
I dette foredrag tager jeg tilhørerne med på en tre måneders cykeltur gennem de allersydligste egne af Sydamerika. Turen starter i Santiago de Chile, og herfra går det mod syd langs Stillehavets kyst, over Andesbjergene og gennem Patagonien mod Ildlandet længst mod syd. På turen hjemover retur til Santiago besøger vi blandt andet det berømte argentinske vindistrikt Mendoza og den farverige chilenske havneby Valparaiso, hvor den berømte chilenske digter Pablo Neruda boede. Se et lille udvalg af billederne her.
 
 



Et år på Atlanterhavet i en lille sejlbåd

 
I sommeren 2014 startede jeg ud på en atlanterhavsfærd i min lille 24 fods sejlbåd. Turen strakte sig over et år, hvor jeg undervejs bl.a. nåede at besøgte en del af de smukkeste øer i Nordøstatlanten. I foredraget viser jeg billeder og korte videoklip og fortæller om mine besøg langs Spaniens, Portugals og Marokkos Atlanterhavskyst samt fra De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne. Se billedgalleri her.